Om mig

Mit liv i punktform:

-1987-92: Min barndom i korte træk

- 1987-92: Medlem af heksekult

- 1993: Stripdanser i Scandinavian Showcenter

- Fra 1995 - 2006: Mavedanser

- Fra 1996 - nu: Croquis-model

- 1999 - 2002: Shamanisme – Heksecirkel

- 2002-2006: Lærer-vikar på folkeskole

- 2005: Kandidat i biologi på Københavns Universitet

- Fra 2004 til nu: skribent på psychedelia.dk

- 2006 til nu: Meditation

- Fra 2007 til sommeren 2012: Biologilærer på gymnasium, HTX og HF .

- 2009: Flyttede i kano og blev syerske

- 2011: Aktivist i Østerild Klitplantage mod testcentret for mega-vindmøller

Barndommen
Jeg blev undfanget omkring midsommer i 1970. Min fødsel var besværlig og skulle sættes i gang 14 dage over tid, og min mor har senere fortalt mig, at jeg blev født to gange, da jeg trak hovedet tilbage den første gang det kom ud. Jeg har set et billede af mig selv lige efter fødslen. Jeg ser fed og velbagt ud og mit ansigt udtrykker svær utilfredshed over, at være kommet til verden.

Jeg voksede op i et hus i Gladsaxe, som er en forstad til København. Huset var omkranset af en stor have med frugttræer og vilde høje ahorntræer bagerst i baghaven. Jeg forestillede mig ofte, at træerne udgjorde en stor skov som jeg boede i. Her kunne jeg lege i dagevis med mig selv. I legen var jeg en del af et samfund af andre børn, hvis forældre alle var døde under en krig. Vi var flygtet ud i skoven, hvor vi havde fundet hinanden, og her genopdagede vi hvordan man kunne leve i naturen.

Her er jeg som nyfødt i et ganske afsindigt humør!

Da krigen sluttede forsøgte samfundets børnehjem at fange os, men vi slap altid fra dem, og befriede andre børn fra børnehjemmet. Ude i skoven lærte vi dem hvordan de kunne leve i skoven sammen med os.
Jeg byggede ”reder” i træerne og senere, da jeg var omkring 11-12 år, fik jeg lov til at lave et lille bålsted nede bagerst i haven ved alle ahorntræerne. Her stegte jeg æbler, kogte vand til the og hyggede med vennerne.

Den tidligste filosofi jeg husker at have, var at jeg opfattede alting som levende. Min far havde fortalt mig om atomer, at vi alle var opbygget af dem, så derfor var det helt naturligt for mig at antage, at alting jo måtte være levende fordi det var skabt af det samme stof som jeg. Jeg husker at jeg kiggede på sten og træer og hilste på dem i respekt. Jeg var 6 år dengang.

Jeg fortsatte med at udvikle mit spirituelle og naturvidenskabelige syn på verden: Som 10 årig begyndte jeg at samle urter, som jeg følte en kraft og energi i. Jeg lavede the på dem, og drak dem ved specielle lejligheder med veninder som jeg kunne få med på det. Det var mere held end forstand, - eller måske en beskyttende ånd som sørgede for - at jeg ikke kom til at indtage noget farligt, for om foråret drak jeg f.eks. vintergække-te, som jo er af liljefamilien, der indeholder flere giftige medlemmer (tænk blot på liljekonvallen!). Men vintergække-teen skadede mig aldrig - såvidt jeg ved! Jeg drak selvfølgelig heller ikke så meget. Kun en enkelt kop trukket på 3-4-5 vintergække blomster.
Jeg havde en god dansklærer som var hurtig til at opfange min interesse, og hun lånte mig en urtebog med store fine farvebilleder af urter, dom man kunne lave the af. Nøøj hvor blev jeg klog! Jeg plukkede løs hele sommeren af mælkebøtter, røllike, mynte, vejbred, brændenælde osv., og jeg tørrede dem og opbevarede dem i syltetøjsglas, så jeg kunne mikse den blanding jeg ønskede mig.

Jeg var så heldig at have adgang til masser af enge hvor urterne groede. Om sommeren tog familien nemlig til sommerhuset, der lå ved Frølunde fed lidt nord for Korsør op langs kysten, og her var masser af blomsterenge, køer på græs diger og strand. Jeg elskede engene, digerne og alle køerne, som stod lige uden for vores hus. Ofte lå jeg op ad dem og kælede med dem i solen, og en enkelt gang sneg jeg mig til at kravle op på ryggen af en af dem, da den lå ned.

Samtidig med urterne begyndte jeg at lege en ny leg der handlede om, at der var nogen mennesker som havde en sjæl lidt ud over det sædvanlige. Det skal lige siges, at min farmor havde fortalt mig, at hun ved flere lejligheder havde oplevet, at få besøg af afdøde personer som hun havde kendt. Flere gange var det sket at en afdød sjæl var kommet til hende om natten i en drøm for at sige farvel, på den selv samme nat som personen var død. Min farmor var overbevist om at vi havde en sjæl og at vi nogen gange kunne komme i kontakt med de døde, og jeg tvivlede aldrig på at det var sandt. Derfor begyndte jeg at flette sjælene ind i min leg. Og så sagde jeg, at fordi vi skabte virkeligheden, så ville jeg gøre min leg til virkelighed. Og det blev den!
Jeg legede at nogen få mennesker havde gude-sjæle og derfor vidste mere om verden end de ”almindelige” sjæle. Jeg var selvfølgelig selv en gudinde, da jeg jo vidste, at der fandtes gudesjæle, så derfor vidste jeg mere end de almindelige sjæle! Det var en spændende leg hvor jeg lavede trylle-formularer og magiske eliksirer, som jeg fik opskriften til ved at gå i trance og skrive dem ned i en lille bog. De blev skrevet ned med bogstaver fra et selvopfundet alfabet som jeg kadte for Krøl-skrift. Idag er bogen desværre brændt, da jeg senere ville gøre op med denne leg/religion.
Min gude-historie fortabte sig baglæns gennem tiden i en vag hukommelse om, at jeg var blevet dømt til et liv på jorden af andre guder, med en mission jeg ikke kunne huske.. At forstå mit eget væsen blev derfor et mysterium for mig, og mit udtalte mål blev at generhverve min hukommelse om hvem jeg var og er, og hvad jeg skulle her. Dette mål blev nok udtalt i lidt trods, da jeg var svært utilfreds med mit ”fald” til denne verden, i forhold til hvor jeg var kommet fra. Men med tiden er jeg nok blevet mere ydmyg og taknemmelig for denne rejse!

Jeg holdt af at mærke naturen. Jeg kunne finde på at lægge mig på maven på græsset i min baghave, med armene spredt ud til en kæmpe omfavnelse af Jorden. Så lå jeg der, og mærkede dybden af jorden under mig og den forbundenhed jeg havde med den. Det var som om jeg åbnede min krop og smeltede sammen med den. Jeg forestillede mig, at jeg så mig selv lidt på afstand, hænge på siden af en kæmpe stor klode der drejede stille rundt om solen i Universet. Tyngdepunktet var i midten af kloden, så jeg kunne se mig selv i forskellige vinkler. Nogen gange hang jeg med kroppen "nedad" nogen gange på siden af kloden.
Det var i samme tid at ordene kom til mig:

Jorden er min krop
Mørket er min sjæl
Regnen er mine tårer

Det var et mantra som bragte mig i forbindelse med jorden, når jeg sagde det. Mit åndedrag blev roligt, min bevidsthed grænseløs, og jeg mærkede dybden og forbundetheden under mine fødder.

Da jeg blev 14 hørte jeg om begrebet Nirvana fra Buddhisme og østerlandsk filosofi, og måtte bøje mig for visdommen og sandsynligheden i, at vi nok alle var lige sjæle på rejse mod fuld bevidsthed, blot var vi på forskellige stadier i udviklingen. Jeg droppede med beklagelse min gude-religion og begyndte i stedet at læse om psykologi og drømmetydning. Jeg skrev flittigt dagbog og alle de drømme ned jeg kunne huske.

I samme tid begyndte jeg at drømme, at jeg kravlede ned igennem jorden (ofte gennem en kloakrist) hvor jeg fandt et værtshus i en af kældrene, og her forsøgte jeg at redde en ung pige op. Det lykkedes som regel ikke, og i stedet blev jeg hængende på stedet og begyndte at drikke med de andre. Puberteten var godt i gang, og min nysgerrighed på menneskesjælens slumkvarterer, eller det som Jung kaldte for det kollektive ubevidste, blev vakt.

Til toppen

Heksekulten
Som 16 årig blev jeg optaget i en heksekult der arbejdede på at finde tilbage til menneskets oprindelige natur og symbiose med alt andet liv. Vi udviklede Kraftjagten i skoven, lavede cirkelritualer for at redde jorden mod menneskets ødelæggelse og vi mediterede og tog på psykedeliske rejser – primært med lsd og psilocybinsvampe, for at vække bevidstheden. Det var en spændende tid hvor jeg lærte at skelne mellem energier og kanalisere dem, at lede cirkelritualer og vejlede i kraftjagt, og jeg lærte mit eget sind at kende gennem brug af psykedeliske agenter (du kan læse mere om dette emne her, samt senere på denne side i afsnittet: Skribent på psychedelia.dk).

Kultens skaber der kaldte sig selv Pan, blev hurtigt min kæreste, og det blev på mange måder et frugtbart forhold, hvor jeg lærte hans teknikker ud i det spirituelle, samtidig med at jeg forfinede dem gennem mine egne kanaliseringer. Han var fra 1957 og altså 13 ½ år ældre end jeg, og det gav mig en hel tidsepoke i arv, da han havde været barn i 60érne og ung i 70érne hvor der var sket så meget med menneskets selvopfattelse. Og han indførte mig i musikken: Pink Floyd, Genesis, Moody blues, The Doors, Hawkwind, Black Sabbath og meget mere, mens vi delte vores livshistorier og gav gensidig forståelse for hinanden, på dybe psykedeliske rejser.
Jeg var flyttet ud til ham i Tårnby på amager så snart jeg blev 18, og her boede jeg og helligede mit liv til kraftjagter, cirkelritualer. Vi annoncerede hele tiden efter nye kult-medlemmer ved at sætte annoncer op på opslagstavler i supermarkeder, på biblioteker, eller ved at dele små flyers ud i S-togene. Det var i sandhed et ægte kultisk fodarbejde! Jeg havde droppet alle planer om videre uddannelse efter min 10. klasse, og var nu på bistandshjælp til min families store bekymring. Jeg kunne selv ikke forestille mig nogen bedre uddannelse, end at gå helt ind i kultens arbejde og udvikle bevidsthed og forståelse for det spirituelle. Set i bakspejlet forstår jeg godt mine forældres bekymring, og hvorfor de ikke helt forstod hvorfor jeg valgte at "stå af toget" og droppe almindelige uddannelser. Men jeg havde et stort behov for at finde et fællesskab med mennesker, som så på samfundet fra en anden vinkel, og som jeg kunne finde genklang og forståelse hos. Alene kan man brænde inde med sine visioner, hvis de går på tværs af samfundets verdensopfattelse, men i et fællesskab kan man skabe "forståelses-rum" som kan virke som en løfteraket for bevidstheden. Selvfølgelig er der også risiko for at man støtter hinanden i kæmpe illusioner, så det må være et kritisk fællesskab som gør det til en dyd at være ærlige omkring hvad de føler.
I kulten var der rum af stor ærlighed og gigantiske illusioner. Jeg var Askepot, der skulle lære at skille kornene fra avnerne..

Når folk kom til os, fortalte vi dem om Gudinden og den hornede Gud, som vi påkaldte i cirkelritualerne for at hævne naturen mod det ødelæggende og ignorante menneske. Jeg indrømmer at vi var ret så mørke og vrede over at mennesket - vores egen art - havde fjernet sig så langt fra den øvrige natur, at det ikke længere følte sig som en del af naturen. Kulten så det som sin opgave at dykke ned og kanalisere den kollektive vrede og den frustration der flød som sort blod i menneskesjælens underbevidste årer. Jeg begyndte at se Helvede som et sted i vores underbevidsthed, som var blevet til en losseplads for forviste følelser under en trykkogers låg, og jeg mistede den kristne samfundstro på ondskaben da det stod klart, at dette blot var et begreb, der var fostret af angst og fordømmelse. En angst som bibeholder Menneskesjælen i den negative skabelse - at skabe ved at projektere det man er bange for - modstanderen ud i verden. Ordet "Modstander" på hebræisk er "Satan".
Jeg fik medfølelse med alle de forviste følelser - disse stakkels perverterede og muterede drifter, der gennem undertrykkelse, ambivalens, og dobbeltmoral var vredet til ukendelighed, og nu viste sig som dæmoner, med øjne der alle råbte på bevidsthed. De var bedende, lokkende, sultne eller desperate. Disse frastødende entiteter var svar på menneskets kollektive angst - illusioner fostret af negativ skabelse, projekteret ud i det underbevidste, hvor de her lå på lur efter opmærksomheden. Og jeg så dem i glimt i mine medmennesker, når de i en ubevidst tilstand gav afløb for dem, og lod dem brænde igennem. Altid var det på denne ubevidste måde, der alligevel virkede gennemtænkt og bevidst, og efterfølgende blev der lukket ned for kanaliseringen via skam, løgn eller fortrængelse.
Disse følelsesformer flokkedes nu som fordømte omkring opmærksomheden, som fluer omkring lyset, for at blive rummet og inddraget i helheden igen. De var de ærlige følelser, der manglede at blive bevidstgjort, for at mennesket igen kunne blive et udelt og bevidst væsen, der kunne stå inde for sine handlinger. Illusionen om dæmonerne ville ophører. De er jo blot dine følelser som står og råber dig ind i hovedet, at de er dig. Tag dem ind i hjertet, og de ophører at eksisterer.
Sådan begyndte jeg altså at se på verden dengang jeg var mellem 16 og 21 år.

Pan var visionær men han havde også perioder med dyb depression hvor han ikke troede på, at noget af hans arbejde nyttede. Og så var han så stolt, at han endte med at knække af det. Han tog sit liv i februar 1992.
Han havde gennem længere tid haft svimmelhedsanfald, efterfulgt af tinnitus, og lægen mente at der kunne være tale om Ménières sygdom, der giver perioder eller anfald af svimmelhed, øresusen og med tiden nedsat hørelse. Pan var ikke indstillet på at leve med en kronisk sygdom. Han havde det meste af sit liv arbejdet på at tage skabelsen af sin krop i egne hænder, og denne nye situation fandt han uacceptabel. Derfor valgte han at forlade livet, - og hans overtalelsesevner var så stærke, at hans forældre og nærmeste venner, der vidste besked om hans planer, til sidst respekterede hans valg inden han døde. Pan blev 34 år.

Herefter opløstes kulten som sådan, og jeg stod tilbage som enke med erfaringer om et unikt spirituelt fællesskab der var gået til grunde. Jeg var 21 år.

Hvis du vil høre mere om kulten, kan du høre på dette interview Interview af min kult-søster Morgan . Det blev lavet i sommeren 1988 og optaget på kasettebånd. Sidenhen har jeg digitaliseret det og lagt det op på min Soundcloud kanal.

Jeg søgte nye fællesskaber inden for det "normale" samfund og deltog i amatørteater som min søster fik mig ind i. Sideløbende plejede jeg stadig min sorg, men det var rart og føltes sundt at opbygge et nyt fællesskab.

Efter halvandet år besluttede jeg mig for at give uddannelsessystemet en chance. Som 23 årig begyndte jeg på en HF og senere som 27 årig startede jeg en uddannelse som biolog på Københavns Universitet.

Stripdanser
Inden jeg startede på HF arbejdede jeg i 6 måneder som stripper for Scandinavian Showcenter, hvor jeg blev sendt forskellige steder hen rundt omkring i landet for at danse for husarerne. Jeg var 22 år på det tidspunkt, og det var på mange måder en fantastisk tid, hvor jeg lærte nye facetter af mig selv at kende. Når man stod af toget i en lille by hvor alle kendte hinanden, var man straks spottet som "stripperen der kom til byen", og det lærte mig en masse om at sætte grænser og være autonom i ordets egentlige forstand.

Jeg var blevet tiltrukket af stripdansen, fordi selve dansen og den ekstase/trance den kunne udløse fascinerede mig. Det at smide tøjet, - at blotte sig og derigennem tryllebinde folk med kroppens mysterium, var noget jeg måtte undersøge. Det var at sammenligne med et ritual, hvor jeg brugte de andres opmærksomheder som energi-forstærker til at bryde igennem den normale bevidsthedstilstand og ud på den anden side. Her brød illusionen om verdens adskillelse sammen, og jeg oplevede at smelte sammen med en verden af sammenhængende energi. Når dette skete (og det var langt fra hver gang) var showet godt, - det kunne jeg se på folk, selvom jeg ikke altid var helt klar over, hvordan det havde set ud. Min opmærksomhed havde været på rejse til et helt andet sted.

Samtidig var Striptease et job i helvede. Jeg mener med det, at det foregik i de lumre afkroge af menneskeskikkelsens slumkvarterer, hvor bevidstheden er sparsom, og drifterne og sulten efter ekstase er stor. Dette var stedet hvor folk faldt i fordærv og luftede deres ubevidste dæmoner. Et eller andet sted levede Gudinden stadig i mig, og hun var på en mission om at trænge ned i disse afkroge og inspirere, bevidstgøre, og ikke mindst selv lære de mekanismer at kende, der fører folk derned.

Efter et halvt år havde jeg lært nok af nøgendansen. Der var altid pres på ens personlige grænser i det miljø, og derfor begyndte jeg at kigge mig om efter en anden slags dans, hvor jeg stadig kunne fortsætte med at arbejde på mysterierne.

Mavedans
I efteråret 1993 begyndte jeg at lære mavedans hos Nina Holbæk, der havde en dejlig lille danseskole på Nørrebro. Jeg syede selv mit første kostume, og begyndte at spørge rundt på forskellige mellemøstlige restauranter i Københavns området.

Min første restaurant var pakistansk og lå i Bagsværd. Lønnen var elendig, men jeg var også temmelig grøn i dansen og var bare lykkelig for at være kommet i gang. Herfra gik det hurtigt, og jeg fik job på mange forskellige restauranter de næste år, til en ordentlig løn. Tit skete det at jeg også skulle danse til fødselsdage, metal-bryllupper, polterabender eller sommerfester, fordi jeg annoncere i lokalblade.

En dag tog en af restaurantejerne mig med på en tyrkisk klub, og her dansede jeg for mændene der kom der, og fik masser af drikkepenge. Det gav mig mod til at opsøge andre små tyrkiske og kurdiske klubber som jeg havde spottet på vesterbro, og altid havde de træplader eller persienner for vinduerne, så man ikke kunne se ind. På klubberne kom der kun mænd. De kom efter arbejde, og sad i lurvede små lokaler under lysstofrør og tyk cigaretrøg og drak raki og spillede poker. Det var ikke mange af de andre mavedansere som vovede at danse her, men jeg så en uopfyldt niche og vandrede lige ind og spurgte ejeren om han var interesseret i at jeg kom og dansede for dem.
I disse klubber dansede jeg på bordene til lyden af arabisk musik fra dårlige getto-blastere eller skrattende anlæg og fik i overflod af drikkepenge. Mændene tog deres instrumenter med og viste mig deres folkedanse og de fortalte mig om deres hjemland og oversatte deres sange for mig.

Studiebillede jeg brugte til reklame. Jeg er omkring 24 år. Fotograf: Jens Bull.

Jeg gik aldrig lige efter en dans, men blev og fik en øl eller en kop the hos dem, mens jeg snakkede med dem. Det var gode mennesker med gode historier, og jeg var selskabspige udover danser, og snakkede med dem om de dybere ting ved tilværelsen. Jeg tror jeg nød god respekt fra dem, fordi jeg aldrig gik hjem med nogen af dem. Jeg havde en kæreste hele den tid, så jeg var altid blot på kammeratlig fod med dem.

Gennem disse klubber fik jeg hurtigt kontakt til flere steder i andre bydele, så jeg havde som regel altid arbejde i weekenden gennem min studietid.

Jeg dansede klassisk mavedans helt frem til jeg var 35. Så holdt jeg en lang pause og har nu taget det op igen gennem den nyere gren af mavedansen: Tribal Fusion Bellydance, som er mavedans der danses til al slags verdensmusik og kostumet er frit.

Til toppen

Croquismodel
Da jeg var 26 fik jeg mit første croquis-model job og poserede nøgen for kunstnere og aftenskolehold i forskellige naturlige og ikke-seksuelle stillinger. Det er noget jeg stadig gør og holder meget af, da det giver mig tid til at tænke, meditere og lave fikseret motion mens jeg er på arbejde!

Det at arbejde med nøgenhed er gået hen og blevet et slags tema i mit liv. Filosofisk betragtet tror jeg, at jeg gør det lidt i protest over den tildækkethed vi som det eneste dyr på kloden har. På vej op ad udviklingens og bevidsthedens stige, har vi underkendt vores slægtskab med alt andet liv på jorden, og stukket næsen i sky. Med den ene hånd har vi tildækket vores natur, vores kilde og vores mentale skaberevner med "figenblade", mens vi med den anden ufortrødent har gnasket videre af kundskabens æbler.
At smide tøjet og det mentale figenblad er for mig et forsøg på at u-gøre den fejltagelse vi gjorde ved vores bevidstheds syndefald, og stå ved den jeg er. Som croquis-model har jeg mulighed for at være den der inspirerer og naturliggør nøgenheden for andre. Og i min blottelse af hvad vi er som utildækkede mennesker, bliver jeg muse for andres kreationer.

Billedet er taget i 2010 på min årlige Croquis i Dyrehaven - event

Shamanisme, heksecirkel
Midt i alt dette - uddannelse, mavedans, croquis, rengøringsarbejde og fester på HF og senere på universitetet - savnede jeg det spirituelle fællesskab og de dybe psykedeliske rejser.
Jeg havde gennem en årrække lagt de psykedeliske eksperimenter på hylden, men begyndte nu som 28 årig så småt igen at tage på et par årlige svampetrip sammen med en nær veninde. Hvert efterår siden kultens opløsning havde jeg taget til Jægersborg dyrehave og plukket og spist en symbolsk mængde af de små bevidsthedsudvidende svampe Spids Nøgenhat, - ofte bare en enkelt, som knap nok kunne mærkes, men nu begyndte jeg altså igen og det var dejligt at vende tilbage til den sti jeg før havde vandret ad.

Så en dag ringede min veninde og fortalte at hun havde kontakt til en gruppe af kvinder som ønskede at starte en shamanistisk trommegruppe op, og ville høre om jeg var interesseret. Om jeg var!
Vi startede ud med at invitere Annette Høst til at lede og guide os gennem en "klassisk" trommerejse, så vi her igennem kunne inspireres til at skabe vores egen stil i cirklen.
En klassisk trommerejse er et cirkelritual, hvor man bygger en trance-energi op gennem at tromme, rasle og synge, og brænde røgelse, ofte rene urter som salvie eller bynke. Når energien således er bygget op, vil en ritualleder tromme de øvrige deltager på vej ind i en rejse til underverdenen, hvor man kan møde sit kraftdyr, få svar på svære spørgsmål, eller modtage healing. Man rejser på et formuleret formål, så man kan holde fokus gennem rejsen og møde det man søger.
Annette lavede en dejlig introduktion til trommerejsen, hvor jeg mødte mit første kraftdyr og fandt healing og kraft til min dengang syge far, der lå på hospitalets intensivafdeling efter en hjerteoperation. Det var i november inden årtusindskiftet og jeg var 29 år.

I cirklen fandt vi hurtigt ud af, at vi ville følge vores egen vej som individuelle hekse, og lade os inspirere af de visioner der dukkede op. Vi tog udgangspunkt i den klassiske trommerejse, men ændrede det fra gang til gang alt efter hvem der ledte ritualet, og hvilken vision og inspiration den pågældende havde. Der blev prøvet meget af og det blev afholdt udenfor ved bål i skoven så snart vejret var til det. Vi brugte de otte årstidsfester fra årets hjul, - de fire fordelt på solhverv og jævndøgn, og de fire mindre kendte, men meget kraftfulde dage, der ligger som et kryds oven på det kors de fire første danner.

Du kan læse mere om Årets hjul på Atropas webside her. Hun er en dejlig kvinde, som har kastet sig ud i at beskrive hvad Wicca-traditionen er her i Danmark, og opridser på smukkeste måde de gamle sabbatter gennem årets gang. Sabbatterne eller årstidsriterne, som jeg foretrækker at kalde dem, er ikke knyttet til nogen religion som sådan, men mange naturreligioner, heksetraditioner m.m. har brugt disse datoer til at markere og fejre energiens kredsløb på jorden gennem året gang.

I vores cirkel endte vi op med kun at være kvinder, men af og til mødtes vi med Københavns trommegruppe der eksisterede gennem 10 år og bestod af både kvinder og mænd, der holdt trommerejse-ritual en gang om måneden. Det var en dejlig tid!
Efter 2 ½ år gik cirklen i opløsning. Nye interesser og forskellige livsforløb rev konstellationen itu, og det samme skete for Københavns Trommegruppe. Dengang var jeg fortvivlet, og sørgede over tabet af det unikke spirituelle fællesskab, jeg havde savnet så meget op gennem 20érne. Først senere lærte jeg at have tillid til flowet. Alting forandres, intet er stationært, og hvis man holder igen på det der var, stagnerer udviklingen og man forhindrer sig selv i at bevæge sig videre.

Lærer-vikar på folkeskole
Imens jeg gik på Københavns Universitet og studerede biologi og arbejdede med croquis og mavedans ved siden af, tog jeg også job som vikar på en folkeskole, Egegård skole i Gladsaxe. Det var spændende at kaste mig ud i noget nyt, og lære at formidle undervisning til andre og i forskellige aldersgrupper. Jeg var 32 år.
Jeg underviste i de fleste fag på skolen, men havde også langtidsvikariater hvor jeg underviste faste klasser i matematik, natur og teknik, sløjd, fysik/kemi, religion og historie. Det var sjovt og jeg oplevede at få genopfrisket hukommelsen om min egen folkeskole og forstå hvad der egentlig var foregået dengang, nu med den voksnes øjne.

Jeg lærte at man kan undervise børn i alt. Blot skal man tilpasse sit sprog til ord de forstår. Jeg kunne f.eks. gå ind til en 1. klasse og fortælle dem om, at alt stof var lavet af atomer og forklare hvordan de var bygget op, eller jeg kunne forklare om fotosyntese og respiration, hvis jeg brugte nogle simple ord de kunne forstå. Og det samme kunne jeg så fortælle til en 9. klasse, hvor jeg blot udbyggede min forklaring og brugte mere videnskabelige termer.
Jeg underviste på Egegård skole i 3 1/2 år. Det sidste år som fuldtids-vikar efter jeg blev færdig på KU.

Kandidat afslutning i biologi
Fra 2003 fik jeg dispensation fra Københavns Universitet til at tage fag på Farmaceutisk Universitet og skrive speciale om psykedeliske stoffer i svampe. Jeg påbegyndte specialet om de rødporede rørhatte i 2004, hvor jeg undersøgte om de kunne indeholde et psilocybin-lignende stof (en tryptamin) og sammenlignede deres virkning med svampen Spids Nøgenhats virkning på præparater med rotte-hjerneceller. Desværre var der ikke råd til at lave nok forsøg, så jeg kunne få et signifikant resultat, men resultatet viste dog en meget svag tendens i retningen af, at ekstrakter fra de to svampe kunne påvirkede den samme receptortype (5-HT2A).

I foråret 2005 afsluttede jeg endelig mit speciale i en alder af 34 år, og blev hermed kandidat i biologi.

Min naturvidenskabelige uddannelse har været en god indgangsvinkel til verden ved siden af mit umiddelbare, spirituelle og psykedelika-inducerede syn på universet. Det har bidraget til en endnu højere grad af forståelse for hvordan verden hænger sammen, og læren om økosystemer har bidraget til forståelsen for, hvordan både materien og energien arbejder. Jeg ser mig selv som brobygger mellem den naturvidenskabelige og den spirituelle forståelse. To størrelser der kun i menneskets perception er adskilte, fordi vi endnu ikke forstår sammenhængen. Der findes jo kun EN verden! Alle opdelinger er menneskeskabte, og nogen opdelinger bliver nød til at bryde sammen, for at vi kan svinge os op til en højere forståelse af helheden.

Til toppen

Skribent på Psychedelia.dk
Min åbenhed omkring mit speciale og min interesse for de psykedeliske substanser gjorde, at jeg kom i kontakt med mennesker der delte samme interesse som jeg. Gennem at søge på internettet havde jeg fundet ind til psychedelia.dk, - den danske portal for informationsdeling om rusmidler og skades reduktion (harm reduction, HR), og begyndte nu at skrive regelmæssigt og vejlede uerfarne stof-interesserede mennesker i hvordan de kunne indtage, hovedsagligt psykedeliske substanser, så fornuftigt og sikkert som muligt. Efter et stykke tid blev jeg moderator på forummet "Medaljens Bagside" hvor folk med dårlige stof-oplevelser kunne skrive ind for at søge råd og vejledning og få brugbart feedback fra andre med lignende erfaringer.

Jeg skriver stadig på Psychedelia, og prøver at lade mine erfaringer komme andre til gode. Den psykedeliske kultur er en ekstasekultur, men den er også skrøbelig fordi den er en subkultur. Ægte information er svær at få, da samfundets almindelige holdning til rusmidler ud over alkohol er, at det er forkert og farligt at tage. Under alt dette ligger fordømmelsen af ekstasen og menneskers behov for ekstase. Den bliver set som noget farligt, noget man skal styre og prøve at undgå, og den bliver forkastet som "virkelighedsflugt" fordi den er svær at forstå ud fra samfundets fremherskende perception. Mange unge mennesker prøver stoffer uden deres forældres viden, fordi deres forældre ikke forstår det, og vil reagere med angst og fordømmelse hvis den unge fortæller om det. Disse unge drives derfor ofte til at søge vejledning fra tvivlsomme pushere eller kammerater, og de bliver fanden-i-voldske og ender med at bekræfte det "normale" samfunds fordomme, fordi de overdriver doserne og hyppigheden for rusen. De bliver grådige på ekstasen, - en grådighed jeg tror der opstår, fordi de gennem modkulturen forbindes til det kollektive ubevidstes "sug" efter ægte ekstase-oplevelser. Ekstase er en stor mangelvare i dette moderne samfund!
Ovenstående er selvfølgelig en grov generalisering. Mange unge kan godt gennemskue alt dette, og har bevidstheden med i hvad de gør. Det er heller ikke alle forældre der reagerer med angst og fordømmelse over for deres barns nysgerrighed på rusmidler, - heldigvis!

For et par år siden ringede jeg til sundhedsstyrelsen for at høre om de ville give støtte til nogle foredrag jeg ønskede at holde på skoler og gymnasier omkring stoffer med udgangspunkt i HR, men jeg fik afslag med den begrundelse, at de førte regeringens nul-tolerance-politik, og enhver vejledning i - og debat om - hvordan man kunne indtage stoffer på en sikker måde, var uacceptabel. Hermed lader regeringen og sundhedsstyrelsen de mennesker i stikken som alligevel begiver sig ud i eksperimenter med ulovlige rusmidler. Den manglende accept fra det almindelige samfund og de mange løgne der skabes, for at undgå fordømmelse fra familie og venner, fører desværre ofte til, at brugeren falder ned i en modkultur-grøft, hvor personen tager stofferne på en destruktiv måde, og dermed gør sin egen krop til et grotesk udstillingsvindue for den smerte der kan komme af manglende kærlighed og forståelse fra sin flok. Brugeren er angst for fordømmelsen, og det giver en følelse af at være beskidt, når han eller hun gør det. Samtidig trækker driften mod en ny ekstase og det bliver en ond spiral, hvor ekstaselysten perverteres og forbindes med noget beskidt i sindet.

Jeg erhvervede mig en bredere stoferfaring i løbet af nogle få år fra jeg var 33 til ca. 36 år. Fra kun at kende til få psykedeliske agenter (Psilocybin, LSD, samt nogle mere drømme-tilstands-virkende stoffer som Muscarin og Muscimol (fra Rød fluesvamp) og Atropin/ Skopolamin/ Hyoscyamin (fra Englebassun Brugmansia) og ja selvfølgelig også Cannabis, begyndte jeg nu at skabe erfaringer med psykedelika som Meskalin (fra kaktusser som Peyote og San Pedro), LSA (fra Blå tragtsnerle/Morning glory), DMT og 5meoDMT. Men jeg gjorde også erfaringer med stimulanser som Amfetamin og Meth-amfetamin, empathogenerne MDMA og Methylon, dissosiativerne Ketamin og N2O (lattergas), og jeg fik eksperimenteret med depressanten Opium. Herudover fik jeg prøvet en række syntetiske psykedeliske Tryptamin- og Fenetylamin-analoger såsom 2CB, DOB, og TMA2.
(For uddybelse af stofferne, klik ind på erowid.org og søg i søgefeltet på de forskellige navne du ikke kender).

For de fleste lyder det voldsomt risikabelt at lege med en potentiel afhængighed på den måde, som det kunne se ud til at jeg gjorde, men sandheden var, at jeg aldrig følte mig afhængig af et stof, - jeg havde ganske enkelt ikke behov for at gentage rusen dagene efter virkningen var fortaget. Tværtimod havde jeg behov for at komme hjem til min hverdags-perception igen og fordøje oplevelsen, før jeg kastede mig ud i nye eksperimenter.
Det skal også siges at psykedeliske stoffer ikke er afhængighedsskabende, som man f.eks. ser det ved alkohol. De fleste som bruger dem, kan højest svinge sig op på at tage dem få dage i træk. Herefter er der behov for at få slappet af i sindet. Man ved også at virkningen aftager, hvis det bliver taget igen og igen, idet receptorerne i nervecellerne trækker sig tilbage i synapserne, og først kommer frem igen efter en pause på 4 - 7 dage.
Min indgangsvinkel til stofferne var bevidsthed og ekstase - at se hvad stoffet kunne bidrage til i min nysgerrige og eventyrlystne bevidsthed. Jeg har senere fundet ud af, at det langt fra er sådan alle folk har det, når de doper sig op. Ofte er det lysten til at forsvinde væk fra smerte, stress, samvittighed og hukommelse der driver handlingen, og flirten med døden kan blive en lyst, - en kildrende fornemmelse af at blive skyllet væk, surfende på randen til bevidstløshed. Det har jeg desværre set mere end en gang.

Efter at have prøvet en del forskellige stoffer, nogen kun få gange, andre flere, endte jeg ud med at holde mest af dem jeg havde startet med. - de psykedeliske - og af dem helst de naturligt forekommende: Psilocybin, Meskalin, DMT (Ayahuasca) men også LSD som er semisyntetisk, og 2CB som er helt syntetisk.
Stimulanser som Amfetamin og Meth-amfetamin virkede temmelig hårdt på mig, og jeg var lidt for afbrændt dagen efter, til at jeg rigtig kunne se ideen med at bruge dem fortsat.
Empatogenet MDMA har jeg gode minder fra, men det har alligevel kun været noget jeg har leget yderst sjældent med.
Ketamin-rejser har jeg taget af sted på en til to gange om året. Det er et meget specielt stof, som tillader brugeren at komme i ro med sig selv - en ro som varer ved lang tid efter trippet.
Cannabis nyder jeg af og til. Den er en god ven som forstærker min evne til at kanalisere erkendelser og se og forstå sammenhænge i verden. Derudover er det et fantastisk elskovsmiddel.
Opium siges at være Guds gave til mennesket, og det er sandt, hvis det bruges rigtigt. For mig er opium den store fløjls-moder der hylder dig i sine sorte gevanter og giver dig trøst og lindring. Tager du for meget, kommer du aldrig ud af hendes favntag, men synker dybere og dybere ned i det bløde mørke til du udfries af døden, men brugt med visdom, kan hun være den lindring, der giver dig mod på at fortsætte gejsten for livet.
Jeg har kun benyttet mig sjældent af opium og og mest som et middel mod hoste om natten, eller hvis jeg periodevist har haft ondt i ryggen og vil have musklerne til at slappe af mens jeg sover. I en periode med hjertesorg var den dog en god ven, som jeg kortvarigt konsulterede, for at rumme mine følelser. Den fjerner ikke følelserne, men man rummer dem bedre.

I samme tid begyndte jeg at holde forskellige foredrag om rusmidler. Jeg ville gerne dele ud af min viden, og fra mine skriverier på websiden Psychedelia vidste jeg, at det nyttede noget at oplyse folk om stoffer. Man kan ikke fjerne lysten til ekstase i mennesket, så derfor kan man ligeså godt vejlede dem ordentligt! Viden får folk til at ranke ryggen og give slip på grådigheden på ekstasen. Viden taler til vores sunde fornuft, og giver os frihed og valg. Folk der ved, kan bedre passe på sig selv.

Her er en lille liste over mine foredrag og andre arrangementer:

I april 2006, foredrag om psykedeliske stoffer (primært LSD og Psilocybinsvampe i anledning af Albert Hoffmans 100 års fødselsdag) på spillestedet Culturebox i København.
I November 2006 interview på P1 om Psilocybin svampe og deres virkning, i programmet Klubværelset. Hør programmet her. Jeg blev interviewet som Jette Brandt, mit første navn jeg brugte før jeg endelig officielt tog navnet Fanny, som jeg havde taget som "heksenavn" tilbage i kulten, og som mine nærmeste venner var blevet ved med at kalde mig.
I 2009 holdt foredrag om bevidsthed og rusmidler for Queer-festivallen arrangeret af Gøglerskolen i København.
Fornyligt i slutningen af april 2013 deltog jeg i programmet "DR3 på stoffer - Afsløringen. Man kan stadig se programmet her.

Jeg har desuden holdt foredrag om rusmidlernes historie på de gymnasier, HTX og VUC´er jeg har arbejdet på siden 2007.

Til toppen

Meditation
Jeg begyndte at gå til meditation da jeg var omkring de 34 år. Før da var meditation noget jeg havde praktiseret gennem kraftjagten, og som jeg havde holdt fast i siden kultens tid. Her benyttede jeg mig af en række bevidsthedsudvidende øvelser og meditationer i skoven, som jeg kom regelmæssigt i, og havde gjort det siden jeg var 16 år. Derudover havde jeg også mediteret ved de shamanistiske trommerejser jeg havde deltaget i.

Nu syntes jeg at det var på tide at lære nye metoder, og jeg begyndte at undersøge den østerlandske spiritualitet. Først opsøgte jeg pigerne i Bramakumaris på Frederiksberg og senere fandt jeg ud hos Pyramide-Helge på Christiania, der holdt meditationer hver torsdag ganske gratis i sit fantastiske 12-kantede hus ved kanalen. Det var en chakra-meditation der foregik til en indisk cd, hvor en sød indisk-engelsk stemme guidede en gennem åndedræts-teknikker og energifokusering. Bagefter var der Deeksha og healing - en teknik der bruges til at åbne op for kronechakraet gennem håndspålæggelse.

I 2008 begyndte jeg at gå til meditation hos Jesper Westmark og fortsatte frem til 2010. Han praktiserede en meditation hvor deltagerne kom til stede i nuet og åbnede op for chakraerne. Det var en meget effektiv meditation hvor følelser og kropsfornemmelser kunne dukke op, når der blev sat flow i systemet. Vi holdt talerunder hvor der blev sat ord på oplevelserne og energien blev transformeret gennem rummelighed og forståelse.

Det var rart at lære nogle nye meditations-teknikker og jeg opbyggede en disciplin med at meditere hver morgen. Det gjorde en stor forskel for mig, og jeg blev mere skarp og fokuseret de dage jeg havde mediteret før jeg startede dagen.
Det var også teknikker der gik godt sammen med de psykedeliske stoffer jeg holdt af at tage af og til. Jeg blev bedre til at navigere i min bevidsthed og kanalisere energi. Jeg fik, i endnu højere grad end før, forstået at al energi udspringer fra min egen bevidsthed og jeg oplevede, at jeg kunne lade min opmærksomhed blive bevidst om sig selv og dermed nå ind i en slags selv-reference, hvor fraktaler begyndte at flyde fra tomheden/bevidstheden om bevidstheden. Det var en vigtig viden for mig, for på den måde kunne jeg altid finde "hjem" når jeg trippede og begyndte at fortabe mig i følelser og gestalter.

Til toppen

Biologilærer på Gymnasium, HTX og HF
Fra 2007 og frem til sommeren 2012 arbejdede jeg som Biologilærer på forskellige gymnasiale uddannelsessteder. Det var meget lærerigt at arbejde med unge og voksne mennesker og jeg fik prøvet en masse undervisningsmetoder af - nogen mere eksperimenterende end andre (f.eks. meditation i biologitimen hvor vi oplevede respirationen i cellerne), men det har ikke været stillinger jeg har haft lyst til at blive ansat fast i og binde mig til for resten af mit arbejdsliv.

Flyttede i kano og blev syerske
I sommeren 2009 anskaffede jeg mig en stor kano af mærket pinara og flyttede i lange perioder ud på Mølleåen og de tilstødende søer. Kanoen havde madras i bunden, og jeg syede et oversejl til den, så den fungerede som telt om natten. Jeg var i en stærkt transformerende periode af mit liv, og jeg havde stoppet mit arbejde den sommer, for at få tid til at finde tilbage til meningen med tilværelsen. Her ude på søen fandt jeg tilbage til naturen, min barndoms lege og kærligheden til livet. Jeg tilbragte en hel del tid alene med mit eget selskab, og jeg nød det.

Kanosejlet jeg havde syet, blev starten til mange flere som jeg syede for kanobyggeren i Lyngby. Han manglede en syerske, og da jeg havde syet det første til mig selv, blev jeg ansat til at sy på bestilling. Det var dejligt at arbejde kreativt og skabe noget fysisk med mine hænder, og så havde jeg alligevel ikke noget andet job, så hvorfor ikke? Min arbejdstid kunne jeg stort set bestemme selv, samtidig med at jeg kunne sove ude på søen lige i nærheden af hvor han boede.

Kanoen set indefra med mit hjemmesyede sejl

Når jeg vågnede om morgenen padlede jeg stille og roligt ind til kanoklubben på nybrovej, og syede så lang tid det passede mig. Om aftenen tog jeg ud på søen igen, og fandt et øde sted langs bredden hvor jeg kunne tøjre kanoen. Nogen gange om ugen tog jeg ind til meditation i byen hos Jesper Westmark eller hos Helge på Christiania, men jeg tog ofte tilbage til kanoen sent om aftenen, og sejlede ud i mørket med min petroleumslampe, og lasten fyldt med dyne, tæpper, mad og kogegrej. Det var en lykke for mig at vaske mig i søens mørke vand og krybe ned under dynen i min flydende seng, efter at have gået en tur i den stille skov. Og ofte vågnede jeg midt om natten og lyttede til uglernes sang, eller åbnede teltet for at se på flagermusene, som gled lydløst rundt over vandet i store cirkler.

Naboerne..

Jeg begyndte at betragte dyrene som mine naboer, - søens øvrige beboere, og jeg mærkede at de opfattede mig lige sådan. Jeg var ikke bare en af de der mærkelige menneske-turister som kom i lejede kanoer og af og til råbte højt og smed med øldåser og skrald, - jeg var blevet til en af beboerne. Når jeg padlede ud på min plads om aftenen, blev jeg hilst velkommen af ænderne der sov på grenen i vandet ved siden af min plads, og jeg begyndte at kunne skelne dem fra hinanden, og vide hvor de hørte til.

Ved at bo i naturen på lige fod med mine medskabninger, lærte jeg hvordan man kunne tune ind på dyr og planter. Jeg oplevede at jeg havde lange ordløse "samtaler" med dyrene, i et sprog som ofte var glemt af mennesker. Vi talte via følelser gennem et rum der gik ud over den fysiske udstrakthed. Nogen dyr var mere modtagelige end andre. De fleste fugle, f.eks. virkede meget modtagelige for smiger og pustede sig gevaldigt op, når man sendte en "nåå hvor er du sød!" - følelse imod dem. Fiskehejrerne var dog mere reserverede og vigtige. Det virkede som om det var grænseoverskridende for dem, at blive set uden at flyve væk, da de normalt står helt stille for at være usynlige over for fjender og fisk. Når jeg så afslørede dem, og prøvede at "smalltalke" lidt, blev de synligt irritable og lod som om de stadig var usynlige. Krager har jeg oplevet, kan blive meget nærgående hvis man henvender sig til dem, og en gang var der en, der fløj ned bagfra, og i sin flugt kradsede mig drilskt i håret!
Ofte mediterede jeg også med træerne ved at holde om dem og flyde ind i dem med min opmærksomhed. Her kunne jeg mærke deres rødder i jorden og deres grene mod himmelen, og jeg begyndte at få en ide om, hvad træerne gjorde når de kommunikerede. Og jeg koblede mig på, og blev en del af deres sang med min bevidsthed.

I denne tid blev jeg lykkelig - jeg mener ikke bare glad og tilfreds, men sådan helt grundlæggende lykkelig, fordi min energi var en del af et større økosystem, som jeg forbandt mig dagligt med. Jeg fandt meningen med tilværelsen igen: Jeg kunne leve for kærligheden til Jorden og det vilde liv.

Til toppen

Aktivist i Østerild Klitplantage mod testcentret for mega-vindmøller
I efteråret 2010 hørte jeg om, at der fra regeringens side var planer om at bygge et vindmølle-testcenter for hav-vindmøller i Nordjylland. Det skulle ligge i den fredede skov Østerild Klitplantage lidt nord for Thy og vindmøllerne der skulle opføres, ville blive op til 250 m. høje. Selvom de var beregnet til at stå ude på havet, skulle de altså testes på land midt i en skov, hvor man ville blive nødt til at fælde op til 1500 hektar træer (svarer til 15 km2), for at gøre plads til både vindmøller og vinden der kom ind vestfra. Oprindeligt var den gamle klitskov blevet plantet af vores kloge forfædre, for at standse sandflugten når den kraftige vestenvind kom ind fra havet, men nu skulle den altså fældes, så vinden atter kunne komme ind! Det virkede ikke særlig gennemtænkt, men mere som en politisk hovsa-løsning, hvor det gjaldt om at få testcentret op og stå så hurtigt som muligt, før borgerne nåede at få tænkt sig om. Du kan læse mere om sagen om Østerild Klitplantage her, hvor der er samlet alle relevante artikler gennem tiden om sagen.

Da tiden for fældningen nærmede sig, forsøgte jeg at få en masse folk med på at leje en bus fra København og så tage derover, for at deltage i demonstrationen mod testcenteret. Desværre var det ikke muligt at få nok mennesker med på ideen, og da jeg ikke havde råd til at betale for toget, besluttede jeg mig for at blaffe derover. Fredag den 15. juli 2011 pakkede jeg min rygsæk med telt, sovepose og alt nødvendigt lejrudstyr og klokken lidt i fem om eftermiddagen stod jeg ved motorvejsnedkørslen på Klampenborgvej i Lyngby, for at blaffe tværs gennem Danmark til Thylejren. Det blev en tur på små 8 timer, og den kom på mange måder til at ændre mit liv.

Blaffeturen derop var i sig selv fantastisk. Jeg blev taget op af i alt 7 forskellige biler, og det var af mennesker som var både rige og fattige, unge og gamle, danskere og udlændinge, og de tog mig alle op og fortalte mig om deres liv, tanker og følelser, mens de kørte af sted. Og jeg var fyldt af taknemmelighed, og forsøgte så godt jeg kunne at give dem en oplevelse, en forståelse, eller et råd med på vejen.
Da det begyndte at blive aften og mørket bredte sig, blev det svært at få folk til at standse, og jeg gik i lang tid langs en landevej, før jeg endelig blev taget op af to ældre kvinder. De skulle egentlig kun 10 km længere af den vej jeg fulgte, men da de hørte hvad mit forehavende var, blev de så begejstrede for at hjælpe mig, at de glade kørte mig 40 km omvej, for at jeg kunne nå frem til skoven og møde de aktivister som havde sat sig for at standse skovrydnings-maskinerne den følgende morgen!
Det var selvfølgelig ikke to tilfældige damer som havde samlet mig op.. det var to veteran-aktivister fra Greenham Common Women's Peace Camp i England, der havde slået sig ned i Danmark, og de var glade for, gennem at hjælpe mig, at kunne gøre noget for naturen, miljøet og den sunde fornuft. De underholdt mig med gamle aktivist-historier hele vejen, og gav mig kiks og the. Og alt imens vi kørte af sted tværs hen over Nordjylland, sad jeg i dyb undren og taknemmelig over, at skæbnen havde sørget for at disse to elskelige damer krydsede min vej.
Jeg havde egentlig opgivet at finde aktivist-lejren inde i skoven, nu da det var blevet mørkt, så jeg gik efter at blive sat af ved Thylejren hvor jeg kunne overnatte til næste dag. Men da klokken var lidt i et kørte vi gennem klitplantagen via gl. Aalborgvej i Frøstrup, og netop i det øjeblik så vi biler holde langs vejen, og folk der gik ind i skoven! Det hele virkede så planlagt, så gennemført sammensat af tilfældigheder der åbnede vejen for mig, at jeg blev hensat i eufori over at hele verden arbejdede med mig for at komme frem til det rigtige sted på den rigtige tid. Jeg gav de to kvinder et knus hver, tog min bagage, og gik hen til de fremmede mennesker, som hilste mig med den samme undren og glæde som jeg følte. Det var mørkt, men jeg kunne se deres smilende ansigter, og de sagde at det var godt at jeg var nået frem i tide. Så hjalp de mig med min bagage, og sammen gik vi ind i skoven, for at nå frem til den hemmelige lejr, der var blevet lavet et godt stykke inde i skoven mellem træerne.

Lejren lå inde i en mørk granskov. Der var sat en presenning op for at skærme mod regn, og et bål var tændt. Jeg hilste på en pige som jeg havde haft telefonkontakt med før jeg tog herover, og som havde fortalt mig om, at der var folk som ville standse maskinerne når de kom for at rydde skoven. Nu var jeg endelig kommet frem. Der var musik fra trommer og sang, og folk snakkede, småsov og lagde planer, alt imens vi ventede.
Jeg var træt, og nåede at få rullet min sovepose og underlag ud, hvor jeg blundede en times tid, før en af spejderne kom cyklende og råbte "Maskinerne kommer!". Den var lidt i 5 om morgenen, og jeg kunne hurtigt høre hvad han mente. lyden af store motorkøretøjer gav genlyd gennem den tyste skov, og vi skyndte os alle at pakke det nødvendige med os, og så løb vi ud på stien og efter lyden.

En lille kilometer væk kom nogle store skovnings-maskiner kørende. Der var nogle fra flokken som var løbet i forvejen og havde fået held til at standse maskinernes forehavende, da de drejede væk fra stien og ind i det område, der var planlagt at skulle ryddes. Da jeg kom, stod der to mennesker foran den forreste maskine. De holdt hinanden i hånden, og kiggede roligt op på føreren af skovningsmaskinen. Føreren havde standset motoren, og sad og talte i mobil. Der ville snart komme politi. Han virkede frustreret, og et øjeblik blev jeg rørt af medfølelse med ham. Han var bare taget på arbejde her til morgen, for at gøre hvad han havde fået besked på, som så mange gange før, og nu stod der så pludselig en flok miljø-aktivister foran hans maskine, og opfordrede ham til at tage stilling til tingene, og handle ud fra sin samvittighed.

Den første skovningsmaskine standses

Det var en svær situation men samtidig et komisk billede på hvad hele samfundet havde brug for, for at vågne op: Samfundsmaskinen der kører der ud af, uden at tage stilling til, om den skal lægge sin rute om, og så stiller der sig pludselig nogen i vejen, og kræver at føreren (eller førerne) skal tænke sig om og bliver bevidst.. Uforskammet!

Ret hurtigt efter ankom der flere aktivister, og der blev holdt en lille koncert i det fri med tromme, guitar og sang, til ære for skoven. Energien blandt aktivisterne var aldrig aggressiv, men forblev kærlig med et vedholdende fokus på at forhindre rydningen af skoven.

Koncert i det grønne foran skovningsmaskinen

Den morgen vandt vi over maskinerne. En venlig politimand kom ud, og efter en kort snak med skovarbejderne, fik vi at vide, at vi havde vundet i denne omgang. Jeg syntes at kunne spore en vis lettelse i mandens øjne, som han gik der og hyggesnakkede med os på vej tilbage gennem skoven. Han kendte jo området, og kom der dagligt med sin hund. Bag sin funktion af betjent, havde han følelser og holdninger til sagen, der ikke nødvendigvis harmonerede med den opgave han nu var sendt ud i.

Det var rart at kunne snakke fornuftigt sammen, og se hinanden som nuancerede mennesker bag om vores roller som aktivist og ordensmagt. Det gik også hurtigt op for mig, at alle betjentene var lokale og havde følelser for skoven, og det var derfor en vanskelig opgave for dem. Det var også grunden til at der senere blev indkaldt politifolk fra hele landet, til at gøre det "grove" arbejde, da aktivister skulle fjernes og områder ryddes, så skovarbejderne kunne komme til.

Vi havde held til at standse skovningsmaskinerne i flere omgange, ind til der blev tilkaldt forstærkning fra hele landet, og skovningen blev gennemført. Undervejs havde vi en fantastisk opbakning fra de lokale beboere, der kom ud med mad til os, og flere af dem valgte efterhånden at kaste sig helhjertet ind i sagen og være med til blokaderne.

Torsdag morgen den 21/7: Politiet var overrasket over at finde lokale demonstranter, og ikke storby-hippier, der spærrede for skovnings-maskinerne

I dag er Testcentret blevet opført, men indtil videre er det ikke gået særlig godt med at få lejet de syv vindmøllepladser ud. Siemens har rejst en vindmølle på 197 m, og lover at opsætte endnu en inden 2014, men Vestas er forløbig sprunget fra pga. den økonomiske krise. Læs evt. artiklen Vindmølleproducenter svigter omstridt testcenter i østerild fra Nyheds-magasinet Ingeniøren.
I alt ser det ud som om at det nyttede noget at sige fra. Ud af de 1500 hektar skov, der skulle være fældet blev det kun 245 hektar som måtte lægge sig ned. Der er efterfølgende blevet genplantet 393 hektar skov rundt omkring i danmark.
(kilde: dtu.dk).

Noget helt andet er, at modstanden mod Vindmølle-testcentret i Østerild i allerhøjeste grad nyttede noget. Mange mennesker blev samlet i de dage, og lærte hvad det vil sige at stå sammen mod politikernes beslutninger og politiet. Vi lærte at turde sige fra uden brug af vold, og blive ved med at insistere på kommunikation og (med)menneskelighed. Og vi lavede store cirkler hvor vi holdt hinanden i hænderne og mediterede på skoven. Og vores bevidstheder gik i resonans med hinanden og med naturen omkring os, og transcenderede op på planer, vi ikke kunne nå hver for sig.
Østerild ændrede os - for altid.

Til toppen

Tak fordi du gav dig tid til at læse min historie. Nu kender du mig bedre! Det er selvfølgelig ikke hele historien, men kun et udpluk af de vigtigste ting jeg har oplevet, og som jeg føler har været med til at forme den jeg er.

Om mig ..et anderledes CV

Om mig
..et anderledes CV