Eksempel på Randzonen mellem Normalia og naturen. Storm P


~ Rapporter fra Randzonen ~

Jeg lever i Randzonen mellem kulturen og naturen. Mellem menneskets begrebsverden og naturens ordløse sfære af tilstedeværelse.
Randzonen er fredet område, hvor der er plads til at omstille sig fra den ene verden til den næste. Derfor er Randzonen hellig.

I Randzonen fordøjes gift der siver ud af den ene verden, før det når den anden.
Randzonen er flydende som tusmørket, som flydende energi.
I Randzonen lever mærkelige dyr og planter. Mærkelige åndevæsener med og uden form, som kan hjælpe en over på den anden side.
I randzonen kan vi eksperimenterer med formerne.
Fra randzonen bringer jeg rapporter tilbage til NORMALIA - et navn jeg har givet den ordskabte boble-verden som menneskets kultur er domineret af, og som så ofte er koblet fra den omgivende natur.



Indlæg:

Rapport nr. 1: Toppet Lappedykker i nød
Rapport nr. 2: En aftale med den flydende Verden
Rapport nr. 3: En svampeplukkers bekendelser
Rapport nr. 4: Rapport fra Mørkereummet
Rapport nr. 5: Dag-trip i sol og regn
Rapport nr. 6: En optrævlende Ketamin-oplevelse
Rapport nr. 7: Tanker om angst og ego-død
Rapport nr. 8: Hvad der følger af bevidsthedsudvidelse.. Tanker for det nye år


Toppet Lappedykker i nød

Skrevet den 02.08.16

En pige kom padlende over til mig i en kajak, da jeg kom ud fra sivene en formiddag og spurgte om jeg kunne hjælpe med at få en fugl fri fra noget fiskesnøre. Jeg var ved at styre min kano ind til klubben, for at få noget hurtigt morgenmad og forberede en fødselsdagsskovtur med boller og det hele, men nu tog jeg med hende på en lille omvej for at hjælpe kræet. Det viste sig at være en lappedykker som havde siddet fast i en fiskesnøre, hvis krog sad fast i noget på bunden. Det stakkels dyr havde viklet det ene ben ind i snøren, og sad nu ubehjælpeligt fast.

Det havde den gjort - i hvert fald et par timer, om ikke mere, - for den lille kajak-gruppe havde set den tidligere da de padlede ud. Der havde også været en unge ved den, men nu var ungen væk. Sandsynligvis var den blevet snuppet af et rovdyr, mens moderen var bundet.
Lappedykkeren gik i panik, da jeg nærmede mig med min kano, og prøvede at flygte, trods at foden sad fast. ”Rolig, bare rolig” sagde jeg, mens jeg nærmede mig. Jeg var bange for om den ville være i stand til at rykke hele benet af, i forsøget på at flygte. Den anden kajak-roer – en kvinde - spurgte overrasket: ” Er det mig du taler til?”. Hun var tydeligvis ikke vant til, at man kunne tale til dyr. ”Nej” sagde jeg med et smil.. ”jeg taler til fuglen”.
Jeg padlede helt hen til den, og løftede den op. Den hakkede ud efter mig med sit lange næb, men gav mig dog kun et par overfladiske rifter. Jeg skar hurtigt fiskesnøren over med min lommekniv, så jeg kunne løfte fuglen helt ind i kanoen, mens den stadig hakkede efter mig. Så tog jeg mit håndklæde, og viklede den ind i det. Hovedet blev på denne måde afskærmet så den ikke længere kunne hakke mig, mens halen og fødderne var fri. Den blev helt rolig af at være pakket ind i håndklædet, så nu kunne jeg uforstyrret skære fiskesnøren over, og fjerne den fra dens fod.
Da jeg satte den tilbage i vandet igen, vendte den sig hurtigt om mod mig og gav et hæst og højt skrig fra sig, mens den så på mig. Jeg var ikke i tvivl om, at det betød tak på lappedykker-sprog, men samtidig var det også for at give udtryk for hvor vildt en oplevelse det havde været for den. Så rystede den fjerene på plads, som fugle jo gør når de skal genvinde værdigheden, og svømmede hastigt væk.
Jeg var glad for at jeg havde kunnet hjælpe, men trist over at den måske havde mistet en unge. Det er så ærgerligt at mange dyr kommer galt af sted pga. menneskers efterladenskaber.


Til toppen





En aftale med den flydende Verden

Skrevet den 09.08.16

Det er sidst i Juli og jeg er taget ned i bunden af Bagsværd sø med min kano for at overnatte der. Det er vindstille og klokken er lidt over et om natten, da jeg tager ud på en gåtur medbringende min vaporizer og lidt af den grønne urt.
Turen går forbi et af de gamle kraftsteder jeg kender: vestenden af Bagsværd sø, hvor den nordlige sti jeg kommer fra, krummer rundt om søen, som ender i et moseområde. Stien er ophøjet som et dige, for at man kan komme tørskoet igennem, og der er mose på begge sider af den.



Jeg stopper op lige inden jeg ankommer til kraftstedet, og ryger lidt cannabis i mørket. Jeg har en aftale med den flydende verden i aften og dette er kun opvarmningen. Så går jeg videre indtil stien går over ådalen. Under stien er der et rør som leder vandet i bunden af ådalen videre ud i Bagsværd sø, og her står jeg stille et øjeblik og mærker ud i verden. Der er nogle flydende energier på stedet, som jeg altid har holdt af. Energier som kræver totalt overgivelse af de levende. Energier som giver en gysende fornemmelse, fordi man bliver inviteret ud af sit egos grænser. Ud i fælles-sfæren hvor al liv og død kommunikerer sammen. Nogle gange ser jeg dem som menneskelige ånde-skikkelser, der flyder som sort vand gennem alt levende. Oftest er der dog blot en følelse af elementet vand og varme- eller kuldegysninger.

I gamle dage i Kultens tid (om kulten læs her), lavede vi mange kraftjagter her. Vi kaldte det den Aradianske kraftjagt, inspireret af gudinden Aradia som vi dyrkede som tusmøkets prinsesse (hun er datter af Diana og Lucifer – mørket og lyset). Vi løb gennem området i tusmørket eller om natten, mens vi sprang kraftspring og udstødte sære lyde, som fik os til at fare ud af vores fællesskikkelse. Baglæns løb, pludselig rullen rundt på jorden, kravle op i et træ og sige som et dyr, var nogle af metoderne. I aften er jeg dog ganske stille. Jeg nøjes med at strække mine sanser, og flyde ud i det omgivende.

Ved ådalens dybeste sænkning, hvor vandet løber under stien, bliver jeg inspireret til at lave en tantrisk meditation. Psykonauten Jacob Moth har beskrevet hvordan han fandt frem til at udfører en lignende meditation, som han kaldte for Penis-meditationen i sin bog ”Natsommerfuglens land”. Han beskrev godt, hvad det er jeg har gang i her. Blot er det meditationens feminine modstykke jeg udfører, hvor jeg elsker med verdens maskuline energier, imens jeg inkarnerer de feminine. Detaljerne vil jeg undlade – de er private for nu – men det blev en kraftig bevidsthedsudvidende meditation, hvor Verden tog imod min visualisering af det maskuline, og trådte ind i den med en kraft og energi, som var overraskende viljestærk. Efterfølgende har jeg tænkt, at det jeg lige har gjort, må være det samme -eller i det mindste tæt beslægtet med - det som det den troldkyndige Annette Høst kalder for ”at gøre ensom sejd i den nattemørke skov.” (Læs mere om Sejd-ritualet på Annette Høsts side: HER ). Dette kunne også give en dybere forklaring på hvorfor Hekse blev beskyldt for at elske med Djævelen i gamle dage.. Ha ha!

Jeg fortsætter turen videre forbi Store Hulsø og går tilbage igen mod min kano, der ligger på et skjult spot ved bredden af Bagsværd Sø. Her sætter jeg mig midt i kanoen i meditationsstilling med sejlet åbent, så jeg kan se ud over søen. Jeg klargør en pibe med Changa – en urteblanding indeholdende 50% DMT.

Klokken er omkring 3:30 om natten, og det begynder så småt at blive lyst. Små ringe i vandet bliver ved med at dannes på overfladen fra fisk som snapper efter insekter. Det føles godt at hvile øjnene på de udvidende ringe, og se hvordan de går ind over hinanden, mens de danner interferens bølger.
Jeg har ladet min pibe med 55 mg Changa og tænder nu lighteren. Flammen suges ned til det keramiske filter, hvor den varme luft går igennem til kammeret med changa og videre ned i mine lunger. Jeg tager en rolig vejrtrækning igennem den, mens de virksomme stoffer fra urterne fordamper. Så holder jeg vejret i et godt stykke tid – jeg kan smage DMTén – og puster ud.
Jeg suger endnu engang i piben med lighteren tændt og fylder lungerne for anden gang. Så lægger jeg piben og lighteren fra mig og bliver siddende ret op med lukkede øjne, mens jeg holder vejret og vender opmærksomheden indad. Jeg har sørget for at der er plads til at jeg kan lægge mig ned, hvis det bliver for meget, men jeg ønsker at blive siddende.
Da virkningen kommer, sker det hurtigt med en pludselig beslutsom kraft. Visuelle former oplyser mit indre, og jeg oplever at visionerne bevæger sig i indad- og udad-gående spiraler. Når de bevæger sig indad, er det ind mod min opmærksomheds centrum, og udad i en multidimentionel sfære, som der er blevet åbnet op til.
Der er en lyd som følger bevægelsen: En lokkende og æggende ”khg-khg-khg-khg-khg-khg-” som – bliver jeg klar over - kommer fra væsner, der bevæger sig ind og ud af mig i spirale bevægelser. De er selve de spirale bevægelser jeg først blev opmærksom på. De er meget opmærksomme på mig og virker som om, de med deres lyd vil forhindrer mig i at gå i panik. Lidt ligesom man kan forestille sig at venligtsindede rumvæsner ville kommunikerer beroligende, når de viser sig for et menneske for første gang.
”Khg-khg-khg-khg-khg-khg-” siger de, og jeg mærker at lyden får mig til at give slip i meget fine lag der hører til min krop og psyke, og lagene begynder langsomt at spiraliserer sig ud i det omgivende multi-dimentionelle univers. Det er i sagens natur ret så grænseoverskridende at lade det ske! Det er som om jeg – mit ego bliver optrævlet og smelter sammen med væsnerne der laver lyden. Som om at væsnerne er mig, og alligevel noget helt andet. Samtidig føles det også fantastisk forløsende og dejligt at gøre det!
Jeg opdager at jeg kan arbejde mig endnu længere ind i DMT opløsningen og få ”optrævlingen” til at foregå dybere inde i mig,ved at koncentrere mig om den, og give den opmærksomhed.

Det griber ind i min krop – specielt der hvor der sidder spændinger. Nu arbejder det i min nakke hvor optrævlingen giver små fysiske stik helt ind i nakkehvirvlerne, og jeg kan høre nakkehvirvlerne sige en knasende lyd, som om noget sætter sig på plads! God måde at heale kroppen på, tænker jeg.
Hukommelsen om Terence McKenna dukker op som en tanke, hvor han fortæller om sin første


Min psykedeliske kano..

DMT oplevelse, og jeg ser en parallel til hvad jeg oplever lige nu. Han beskriver hvordan han mødte nogle væsner i dette psykedeliske mulitdimentionelle univers, som han kaldte for ”selv-tranforming mashine elves” og som sang nogle lyde, der skabte tredimentionelle objekter foran ham. Dette fik ham til at gruble over hvad det var de gjorde og hvorfor de gjorde det, ind til han blev afbrudt af en af dem. Han beskriver det således:
”The litle self-transforming machine elves interrupted me and said: ”Dont think about who we are. Think about doing what we are doing! Do it! Do it now!” (citat fra Terrence Mckennas foredrag der kan høres her).
Terrence Mckenna mærkede at han kunne synge de samme lyde ud, som væsnerne gjorde, og skabe objekter lige som dem. Det er en lang historie, som du kan høre gennem ovenstående link hvis du har lyst. Men humlen i det var, at han fik nogle syntaktiske redskaber med sig hjem fra dmt trippet, som han arbejdede på hele resten af livet.

Hukommelsen om Terrence Mckenna er en hjælp for mig til at forstå, at jeg ikke skal kæmpe imod væsnerne men lade mig travle op af dem og blive et med dem. Gøre det samme som de gør. Og jeg kan næsten høre deres lyd: "Khg-khg-khg-" komme ud med mit eget åndedrag. Det bliver til en lyd jeg selv laver, og som skaber den samme bevidsthedsudvidelse i mit indre, som væsnerne viste mig.

Dmt har givet mig flere redskaber gennem de trip jeg har taget med stoffet. Og det er ofte det samme tema: jeg falder ind mod min egen uudgrundelige opmærksomhed og finde uendeligheden derinde. Her oplever jeg at min opmærksomhed udvides i det uendelige og rumme hele verden inklusiv tid, så alting bliver til NU og al hukommelse bliver til de-javu.
Denne gang bliver jeg klar over, at når jeg bliver opmærksom på nuét og er i bevidsthed om min egen uudgrundelighed (det føles som om jeg kravler ind i i min kerne - der inderste sted i opleveren som er i nuet - og her tænder et lys - eller er et lys hvorfra alting opleves) , så åbner det op til en sfære, hvor jeg kan se alle andre bevidstheder der også er tændt. Og hvad mere er: de kan også se mig og reagerer på min bevidsthed.
Før dette trip har jeg været i tvivl om de væsner jeg så, blot kunne være en projektion af mig selv, eller hvordan det hang sammen. Efter denne oplevelse begynder jeg at forstå at de godt kan være selvstændige entiteter, som har egen opmærksomhed lige som mig. Forvirringen opstår på dmt, fordi der ikke er grænser mellem os, på samme måde som der er det i den fysiske verden. Vi bevæger os ind og ud af hinandens tanker og jeg oplever at de griber ind i min krop og tilbyder mig deres hjælp til at vise mig, hvordan man arbejder med energi. Det er meget kærlige væsener som elsker at lege, men den sfære man bliver kastet ud i, er også meget fremmet for ens normale perception, og derfor kan det være svært at overgive sig til det nye.

Sådan sidder jeg i lang tid og smelter sammen med alting, og endelig begynder jeg at åbne øjnene. Jeg ser ind i skyerne på himmelen, som har en dybde og en skønhed som er helt ubeskrivelig. Jeg opdager at de består af mange lag, der ligger i forskellige afstande fra mig. Lagene driver i forskellige retninger og der hvor de glider ind over hinanden, skabes der ligesom et nyt lag eller hologram, som er et resultat af de to lag.

Klokken er tæt på 6 om morgenen da jeg endelig børster tænder og lægger mig for at sove. Fuglene synger og vandet er stille. I løbet af formiddagen er der få kajakker som sejler forbi, men ellers er her velsignet ro.


Til toppen





En svampeplukkers bekendelser

Skrevet den 29.10.16



Jeg var ude på markerne og plukke svampe i dag. Altså de psykedeliske af slagsen - spids nøgenhat som der er højsæson for lige nu. Endelig var jorden blevet våd nok, til at myceliet kunne skyde svampe - det havde regnet meget i den sidste halvanden uge - så nu var der masser af dem. De stod i små klynger, og nogen af dem var så store at hatten målte over 2 cm i diameter.

Normalt spiser jeg en til to svampe når jeg plukker, for at skærpe øjnene og min fornemmelse for at mærke hvor de er. Det gjorde jeg dog ikke i dag, for mine 5-HT2A receptorer var rimelig brugte efter weekendens ceremoni med Changa -en DMT-holdig rygeblanding. Derfor havde jeg besluttet mig for at at tage en foreløbig pause for det psykedeliske - i det mindste i et par uger.

Fårene gik og græssede, og gloede af og til lidt i min retning. Vi kendte godt hinanden, for jeg mødte dem også i sidste uge da jeg var ude at plukke. Her havde jeg sunget for dem, for at vinde deres tillid, og det virkede: de var kommet hen imod mig, for at høre min sang. De virkede som om de var tilfredse med min tilstedeværelse, og jeg var da også ganske godt tilfreds med deres.
De og deres efterladenskaber var jo trods alt årsagen til, at svampene groede så rigeligt her!

Da det begyndte at blive mørkt, havde jeg fundet lidt over 500 stk spids nøgenhat. Jeg kunne stadig ane de lyseste af dem stikke op af græsset, men besluttede mig for, at det måtte være nok for i dag.
Så var det at jeg så ham. Han kom gående i mørket henne fra lågen, på den der måde, der signalerede at han ejede marken. Jeg tænke et øjeblik på om jeg bare skulle gå den anden vej, men besluttede mig så for at vente og tage snakken med ham. Det var jo aldrig til at vide, om han var positivt eller negativt stemt over for svampeplukkere..
Omkring femogtredive meter fra mig begyndte han at råbe: ”Hvordan er du kommet ind her?”

Jeg vidste det var et trick. Hvis jeg fortalte ham, at jeg var sprunget over hegnet, - også selvom det var lavt nok til at jeg nemt kunne skræve hen over det, - ville han blive vred og fortælle mig, at hegnet blev ødelagt af alle de forhadte svampeplukkere. Så jeg stak ham en løgn, og sagde at jeg var gået gennem lågen i den retning hvor han kom fra. Sandheden var, at jeg havde passeret hegnet i den anden ende, lige der hvor der hang et lille skilt med teksten:

Privat Område
Ingen adgang for uvedkommende
Jagtperiode 1/9 – 31/1


Der var derfor ingen undskyldning. Jeg havde gjort noget jeg ikke måtte, og jeg vidste det!
Han fortalte at det var jagttid og at han kunne have skudt mig - det var derfor han ikke ville have svampeplukkere ind på marken.
Han virkede ophidset bag sit rolige ydre. Min erfaring sagde mig at det var bedst at gå i deffensiv i sådan et tilfælde. Mange svampeplukker kan blive fanget i deres egen ideologi, og kaster sig ud i argumenterer som f.eks. at jorden ikke kan ejes af nogen, at vi alle sammen må være her hvis vi blot behandler naturen respektfuldt, osv.. Og alt dette er sandt, - men sagt til en ophidset person der har magt til at smide dig væk fra sit teritorium, - vil det blot være benzin på hans bål og gøre ham endnu mere vred. Derfor er min strategi altid at undskyldte med det samme, og prøve at vende konversationen i en mere venlig retning.
"Ved du hvad det er for svampe jeg plukker?" spurgte jeg. Ork ja, dem vidste han da alt om, for der kom svampeplukkere hvert år, som han var SÅ træt af.. Jeg kunne se vreden i hans øjnene, trods at han smilte mens han talte. Jeg prøvede at charmerer ham ved at sige, at det var sjældent man kunne finde så mange svampe, som der var på denne mark. Derfor ville jeg meget gerne komme og plukke en anden dag, hvis vi kunne aftale det?
Det kunne der ikke være tale om. Han ville bare have svampeplukkere ud af sin mark.
Han var ikke til at stikke i, og nu var vi begyndt at gå hen mod lågen, som jeg havde påstået jeg var kommet ind ad. Imens tænkte jeg så det knagede.

   Skiltet på hegnet                                                                            Her skræver jeg over..

Jeg var ved at løbe tør for de gode argumenter her. Manden vidste tydeligvis intet om psilocybin-svampe, og virkede desuden ret imun over for overtalelse og charme.. Derfor greb jeg ud efter et sidste kort jeg havde overvejet, men slet ikke gennemtænkt..
Jeg spurgte om han havde hørt, at man i øjeblikket forsker i at anvende psilocybin imod depression? At der var lovende resultater og at det var en dansk forsker som arbejdede på projektet i England. Manden kiggede nu på mig med overraskelse og fornyet interesse. Jeg havde endelig fanget hans opmærksomhed. Jeg fortsatte med øget selvtillid og digtede skråsikkert videre: "Ja ind til videre har man kun lavet forsøg med syntetiseret psilocybin på testpersoner, men næste fase er at prøve det med naturlige svampe. Derfor er jeg igang med at samle spids nøgenhat ind til de næste forsøg" løj jeg med et smil.
Nu var der ingen vej tilbage. Jeg var gået fra at læne mig op af den gode omtale, som forskningen i depression og psilocybin gav, - til decideret at lyve om min egen rolle i den, for at retfærdiggøre mit forehavende på denne mark. Nej, jeg arbejder ikke sammen med den gode professor Erritzøe, der i øjeblikket arbejder på Imperial College i London, hvor han forsker i psilocybin som kur mod depression, - og han ville sikkert blive ganske irriteret på mig, hvis diverse klovdyrsejere og knoldesparkere landet rundt ringede ham op for at få en bekræftelse på vores samarbejde! Hmm..

Manden var standset helt op og kiggede på mig. "Hvis du kan sende mig noget om de der forsøg, så er det jo en anden sag" sagde han. "Så kan vi godt lave en aftale om, at du kan plukke her". Jeg sank en klump i halsen. Så gik jeg linen ud, og lovede at sende ham noget materiale.

Vi var nået frem til lågen. Han stod lidt og fumlede med kæden som låste den, og sagde så med en lille skuffelse:
"Nå.. du er altså ikke kommet ind her. Hvor er du så kommet ind?"

Lågen var låst, og han havde sikkert selv skrævet hen over den. Jeg skyndte mig at komme med en ny nødløgn, og forklarede at jeg var gået over hegnet lige ved siden af lågen. "Nå" sagde han. "Kan du så ikke gå over der igen (og pejede på hegnet), for jeg kan ikke låse den op." Og det gjorde jeg så.
Før jeg gik, lovede jeg ham endnu engang at sende noget materiale om forskningen i psilocybin. Vi kom dog aldrig der til, hvor vi ligefrem udvekslede kontaktoplysninger, så måske troede han trods alt ikke på min historie?

På vej væk tænkte jeg over hændelsen. Det er en underlig dobbeltrolle jeg oplever når jeg møder en mark-ejer som er negativt stemt over for hvad jeg laver på deres mark. På den ene side bliver jeg oplevet som en lovløs person, der plukker (og måske indtager) et rusmiddel, de ikke kender til, og som de derfor er bange for. Det er forbudt og det er i de flestes øjne en god nok grund til at man ikke bør tage det.
På den anden side er der min egen-oplevelse af mig selv, som jeg vil vende tilbage til senere.

Jeg kan næsten altid mærke når gestalter bliver projekteret over på mig. De får mig til at føle mig lige så laset og usel som den de ser mig som.. - eller rettelse: som jeg oplever de ser mig. (for husk: det du oplever er altid en blanding af det du sanser, og din fortolkning af det sansede. Du er altså medskaber af den virkelighed du oplever).
Det er nok her de fleste ville overveje, at dyrke deres egne svampe, frem for at plukke dem på fordomsfyldte bønders marker.. Men jeg har efterhånden øvet mig i at tage imod sådanne gestalter og fordomme - ja, nærmest elske dem, for dermed at punkterer formålet med dem: at skamme mig. Tager man imod skammen og siger ja til den andens billede af en, ændres spillet. Det var det som de homosexuelle gjorde, da de valgte at sige ja til øgenavnet bøsse, og gøre det til deres adelsmærke, frem for at kræve at folk skulle kalde dem noget andet. Det var det som mange hekse gjorde, ved at indrømme alt og gå stolte ind i flammerne. Og det var det som kongens Nar gjorde, når han fortalte Kongen de sandheder, andre ikke turde sige.. for han var jo bare en Nar der ikke kendte til (eller anderkendte) spillets regler!

Spillets regler.. en historie om et enigt værdisæt vi alle danser efter. Og når nogen træder ved siden af, findes der et sæt automatreaktioner for at skamme den pågældende tilbage til vores fælles konserverede værdier. Vores måde at udtrykke værdisættet på, er en måde at positionere os i forhold til hinanden. Det er derfor forbundet med stor skam og angst for sociale derute, at træde ved siden af. Men konserverede værdisæt skal udfordres, for at vi kan udvikle os bevidsthedsmæssigt. Derfor har vi har brug for Naren, for han lader sig ikke rette ind af at du griner af ham. Han har sit eget værdisæt inden i sig selv, og han lader sig ikke hyle ud af at du projekterer dit værdisæt over i ham. Derfor kan vi grine af ham, og han griner tilbage. Hvem griner af hvem?



Dette bringer mig så tilbage til min egen-oplevelse af mig selv som psykedelisk svampe plukker:
Svampene danner psilocybin fordi det påvirker de dyr som spiser dem. Psilocybin er et neurotransmitterstof, beregnet til at påvirke neuroner og skabe bevdisthedsudvidelse i de individer som indtager dem. Det lyder underligt for udenforstående, men svampene har et hemmeligt liv som man først oplever, når man spiser dem. Her tilbyder de sig selv som symbiotisk samarbejdspartner og åbne op for dine sanser. Hvis du accepterer deres samarbejde, kan det ske de viser dig, at de er the missing link i vores evolutionshistorie. De var der dengang vi bevægede os ud af regnskoven i Afrika. Vi fandt dem i dyrenes spor og på deres lort, og vi forsøgte at spise dem, fordi vi var åbne over for alle nye fødemål. På den måde vækkede de vores slumrende bevidsthed, og boostede vores hjerne-udvikling på rekorttid.
De har været her hele tiden på vores rejse gennem tiden. Op gennem middelalderen var de skjult i mysteriekulter fjernt fra historiske skrifter, men de var her for de få som kendte dem og værdsatte dem. At plukke psilocybin svampe er lige så grundlæggende for mennesket som det at håndterer ilden. Svampene er vores symbiotiske samarbejdspartnere, og det at plukke dem, er en hellig handling.

Da jeg gik tilbage mod bilen smilede jeg lidt.. Min lille løgn om at jeg samlede svampe ind for at teste deres virkning på depression, var jo egentlig ikke helt ved siden af. Jeg har jo tripsittet mennesker, som har lidt af depression. Mennesker som var modige nok til at gå imod systemet og lægge antidepressiverne på hylden, for derefter selv at skaffe sig svampe og indtage dem under min vejledning og tilstedeværelse.
Ind til videre ser det ud til at virke: Trippet rusker op i sindet, så depressionen bliver afløst af indsigter. - Folk oplever at der strømmer ny energi til dele af dem selv, der før har været lukket. - Livslysten melder sig atter når følelser, der før var blokeret - bliver forløst og transformeret.
Jeg tager gerne narrens rolle herude på marken, for at få lov til at arbejde med svampene. De konservative værdisæt har brug for at blive udfordret, for at vi kan udvikle os!




Til toppen





Rapport fra Mørkerummet

Skrevet den 21.01.17



Jeg har lavet et mørkerum til nogen af mine meditationer og trip-sessioner. Det har ikke været helt nemt at gøre et rum helt lys-tæt, men efter at have elimineret de sidste sprækker med gummi-tætningslister mellem vindueskarm og masonitplader - der er blevet sat op som forsatsvinduer for rummets to vinduer, er det endelig lykkedes.
Sterioanlæggets evindelige lysdioder er behændigt blevet påført små afklippede mørkelægnings-gardin-stykker med gaffatape på, og selv det lille ruko-nøglehul er blevet tætnet for lys.
Mange gange måtte jeg slukke lyset og sidde i minimum ti minutter, før jeg kunne skimte, at der stadig var lys i mørket. Lys der kun kunne ses af mine pupil-udvidede belladonna-øjne, men nok til at fjerne magien ved mørket. Alvoren i at lave mørkerum er begyndt at gå op for mig: det her er sgu vigtig! At udrydde lyset for at finde ind til det, der kun kan skimtes i mørket, er blevet en mission.
Nu er her endelig blevet helt mørkt, og sikke en ro det giver! Ud over den åbenlyse fordel man kan have, ved at slappe af i ansigtet og se ud som man vil mens man mediterer, giver det også frihed til at mærke det, der før blev overdøvet af fotonernes nådesløse stråling.

Og hvad er det så at fotonerne overdøver? - kunne man spørge.. For at forstå dette, må vi først forstå at synet er vores mest dominerende sans. Den er så stærk at den overdøver alle andre sanser og fornemmelser - sætter vores verdensbillede - og os selv på plads: Verden fremstår som fysisk, opbrudt i forskellige element-sammensætninger af hårdhed, vådhed og luftighed og i mindre grad temperatur. Synet bryder os op i dig og mig, - i os og dem. Alting bliver behageligt adskilt fra hinanden i farver strukturer og lysmætningsgrad. Det er let at navigerer i verden, når man bare har åbne øjne, og lys fra solen.

Men I mørket forsvinder alt dette. Her har vi kun det vi sanser, når vi strækker følelserne ud og fornemmer, fantasere, lytter og lugter. I mørket er grænserne mellem dig og mig ikke så skarpe, men flyder mere eller mindre sammen i drømme, visioner, kropstilstande og erkendelser. Laver vi lyd med vores stemmer, flyder lyden sammen i resonans og hver enkeltes stemme bliver øget af flertallets lyd. Adskillelsen er pludselig ikke så åbenlys.
Og nu og da trækkes hele vores bevidsthedsaktivitet ind i et fælles åndedræt og verden standser og alting bliver tomt.- går i nul - glattes ud. Det, der før var polariseret, bliver i et enkelt øjeblik til tomhed. Verden trækker vejret ind. Vores opmærksomheder bliver et – bliver tomme - og en engel gå gennem stuen..

Man siger at opholder man sig i mørket i dagevis, kan man åbne op for usynlige verdener der før blev blændet af lyset. På denne webside har jeg læst om Dark room therapy, hvor man opholder sig i totalt mørke fra 14 dage og op til 50 dage. I løbet af disse dage begynder hjernen at producerer store mængder seretonin (søvnhormon) som langsomt bliver syntetiseret til pinolin og Dimethyltryptamin (DMT) - to neurotransmitterstoffer som begge virker kraftigt bevidsthedsudvidende.
Til mine mørkemeditationer er vi dog kun i mørket i nogle få timer ad gangen, men allerede her kan vi begynde at mærke virkningen af mørket. Meditationen hjælper til at åbne op og psykisk materiale bliver mere visuelt. Jeg har også oplevet at se lysende energimønstre danne sig i luften, når jeg strækker mine hænder op foran mig, og danser med dem i luften, mens jeg har åbne øjne. At se med åbne øjne i mørket, gør en forskel, frem for at holde dem lukkede.

Siden jeg tog mørkerummet i brug i starten af januar, har jeg lavet en cannabis-meditation og en trip-session med svampe. Her har virkningen af mørket været meget stor, idet at mørkerummet har samme virkning som et øjenbind: Man kan ikke flygte fra visionerne, men bliver suget helt ind i dem.
Som tripsitter er det også meget nemmere for mig at mærke hvad der sker i den der har taget et bevidsthedsudvidende stof, fordi mørket i sig selv øger min psykiske følsomhed.

Ind til videre er jeg svært begejstret, og jeg fortsætter mine mørke-meditationer om torsdagen i februar og marts. Du kan læse om dem og tilmelde dig HER.




Til toppen





Dag-trip i sol og regn

Skrevet den 27.08.17



For nyligt var jeg ude i skoven med en kvinde som skulle prøve svampe for første gang. Det var et lille dag-trip - dvs vi mødtes om dagen og vandrede rundt i en skov, mens hun var påvirket af svampe, og om aftenen var virkningen aftaget så meget at hun kunne tage hjem og sove hos sig selv.
Jeg tog selv en lille dosis så jeg kunne flyde med hende, og så gik vi rundt om en dejlig skovsø, med hver vores lille rygsæk på. Vejrudsigten havde sagt at der ville komme regn, så vi havde taget nogle gode regnslag med. Det skulle dog vise sig, at den regn var den bedste gave til os!
Da svampene var ved at bryde igennem, satte vi os på et godt sted ved søen. Der var et træ som var væltet ud i vandet, og der var siv og vandmynte som prydede søens kanter. Bedst som vi sad og lå på dette sted, begyndte det at buldrer bag os. Jeg vendte mig om for at se om der var noget på vej, og det var der! Store sorte skyer tordnede op bag os, og hvis vi lyttede efter kunne vi høre regnen komme imod os nogle få 100 m væk! Vi skyndte os at tage regnslagene over os, så vi hver udgjorde et telt der kunne modstå regnen. Jeg satte mig på et tæppe inden under regnslaget, så jeg kunne sidde i skrædderstilling uden at få våde tæer.
Da regnen kom var det vidunderligt forløsende! Tordenen buldrede lige over vores hoveder og vi kunne intet gøre andet end at blive hvor vi var. Himmel og jord var i et og svampene smeltede os helt ned, så der kun var elementernes dans tilbage - og vores forundrede bevidstheder selvfølgelig, som vidnede hele dette naturscenarie!
Resten af turen kom der kun småbyger og let torden i det fjerne. Imellem bygerne kom der også sol, og det hele var bare så fint. Vi tændte bål ved 18 tiden og lavede te og spiste medbragte boller med ost, så virkningen fra svampene langsomt veg fra en mere normal kropsfølelse.
Vejret er aldrig en hindring for at trippe i naturen. Regnvejr kan være en gave og balsam for sjælen! Man skal bare huske at have tøj med til det.



Til toppen





En optrævlende Ketamin-oplevelse

Skrevet den 23.09.17



På det sidste har jeg postet lidt om Ketamin på min facebook væg, fordi det har en lovende antidepressiv effekt. Jeg kender stoffet fra det psykedeliske undergrundsmiljø og har altid været dybt facineret af de mærkelige rejser stoffet tager mig med på. Derfor vil jeg gerne være tripsitter for folk som ønsker at prøve det samme.
Men forleden gik det op for mig, at jeg blev nød til at genopfriske min hukommelse om stoffet, hvis jeg skulle tripsitte nogen der tog det mod depression. Samtidig havde jeg på det sidste følt mig stresset, - I ved, den der slags stress hvor man hele tiden får sug i maven, fordi man bliver bange for ikke at nå det hele. Det er en ret ukonstruktiv stress-reaktion som kan gå i selvsving og give hjertebanken, ect. Derfor ville jeg se hvad ketamin kunne gøre ved det.

Lidt forhistorie om Ketamin:
Ketamin har blandt den psykedeliske undergrund længe været kendt for sin antidepressive effekt. Den kan være en genvej ud af selvmodstanker og nærvøs "selvsving", hvor det bliver umuligt at snappe ud af angsten.
Overordnet set bliver det betragtet som et dissociativ, fordi det separerer bevidsthed og krop. Oprindeligt blev stoffet brugt til anæstesi, men man opdagede, at folk fik "psykedeliske" oplevelser af det, hvilket vel for lægevidenskaben er at betragte som en uønsket effekt. I dag bliver det primært brugt til dyr - eller folk, der er allergiske overfor almindelige bedøvelsesmidler. Det er grunden til at det undertiden går under slangnavnet "hestemedicin".

Min vej til ketaminens verden startede i 2004 hvor jeg lærte at trippe på stoffet som en slags selvtereapi. Min læremester og daværende kæreste mente at man kunne rejse på et formål - lidt lige som de shamanistiske trommerejser til underverdenen - og på den måde ændre uønsket adfærd i sig selv. Jeg tog det som en bevidsthedsoplevelse og fulgte med - sulten på at erfare enhver lille afkrog af den psykedeliske verden, som jeg kunne opstøve.
Rejsen som jeg lærte det foregik således:
Sessionen foregår i en seng eller på en sofa med dyne eller tæpper. Der skal være dæmpet lys eller helt mørkt. Jeg foretrækker nogle få fyrfadlys i farvede stager som laver lidt spil i loftet og på væggene.
En playliste gøres klar til at spille de næste par timer, og røgelse stilles frem.
Man tisser af, og vejer ketaminen: Den typiske dosis for en dybere rejse ligger på mellem 80 og 150 mg. Ketaminen knuses og lines op i to baner. En kort meditation på sengen, hvor man forbinder sig med sit formål, og så tages banerne - et i hvert næsebor.
Sid oprejst så længe som muligt på sengen, så ketaminen optages gennem næsens slimhinder. I det øjeblik du lægger dig ned, vil det nemlig dryppe bagover, og du ender med at sluge det. Det smager stærkt syntetisk og i maven bliver noget af det nedbrudt før det optages i blodbanerne. Derfor udnyttes det bedre ved at optage det nasalt.
Når trippet indtræder - efter ca 10 minutter - og kroppen begynder at smelte væk, må man dog lægge sig ned. Her er det godt at have en dyne eller et tæppe til at dække sig med, så man ligger som om man skal sove. I den næste 1-2 timers tid vil kroppen forsvinde og man bevæger sig ind i Ketamin-land. Elektronisk ambient musik er fantastisk at flyde til. Sang med ord er knap så godt.
På ketamin vil man ofte få en følelse af at rejse. Som om man har sat sig ind i et tog, en elevator eller en rumraket. Følelsen af at flytte sig i en retning er stærk. Og pludselig standser man og her opleves en masse. Meget af det er ordløst, men der kan være masser af erkendelser. Jeg tror det er den der "rejse-følelse" som er ophav til betegnelsen "at ryge i K-hole". Man bliver suget mod noget som er lige så stærkt som tyngdekraften.
Efterfølgende oplever jeg en afslappelse i min psyke og en følelse af at kunne give slip på stres og bare være mig selv. Denne følelse holder i nogle uger.
Jeg skrev efterfølgende en rapport om trippet.

TRIPRAPPORT: Ketamin den 21. august lidt efter midnat (på vej til den 22. august)

Dosis:
Først lidt cannabis
Ketamin: 103 mg insuffleret klokken ca 01:40.

Billeder gik igennem mig af forskellige folk jeg kender. Jeg lægger mærke til at jeg har to måder at tage visionerne på: en af mine reaktioner er (går det op for mig) at afvise dem som fjollede eller tvangsagtige billeder, som jeg ikke kan lide. Siger jeg ja til dem, folder de sig ud og har en følelse bag. Jeg går ind i følelsen og forløser energien. Jeg bliver klar over at der er en mening bag alt hvad jeg ser. Det er ren gestaltterapi!
Det bliver stærkere.. Jeg mærker et organisk/plastik agtigt felt der langsomt opløser mig. Jeg går ud i FØLELSESHAVET som udspringer fra min mave, og lader følelserne opløses i ketamin-feltet. Feltet føles hud-agtigt og lidt som en slags polyfyla eller ektoplasma. Det er bourdox-farvet eller lever-farvet lidt som kød trævler og jeg bliver langsomt optrevlet til det. Ketamin er et meget mystisk stof!
Jeg mærker at feltet er en del af jorden. En del af jordens energi. Der er meget overgivelse.. jeg skal overgive mig til døden og til jorden. Jeg mærker hvordan feltet fylder alle levende væsener på jorden. Jeg kan mærke dem når jeg går i et med feltet.
Så strækker jeg mig opad igennem kroppens chakra´s og rækker ud i rummet. Jeg føler mig som en repressentant fra jorden – nej jeg ER jorden! Jeg bliver klar over at jeg ligger og skifter mellem to tilstande som min opmærksomhed kan være I, og bliver inspireret til at sætte det på ord:
”Der er to tilstande en opmærksomhed kan være i: I den første er opmærksomheden I EN BEVIDST VÆREN I SIGE SELV, og i den anden KIGGER DEN PÅ NOGET UDEN FOR SIG SELV”.
Når jeg er i bevidst væren i mig selv, oplever jeg også verden, men gennem mig selv. Dette er bevidsthed. Hvis jeg derimod kigger ud af mig selv på noget (som vi plejer når vi er i hverdagen) mærker jeg ikke mig selv, og jeg oplever kun mig selv som de roller jeg danner som et svar på den ydre verden.

En anden sætning jeg danner er:
”SJÆLEN ER KÆRLIGHED”
Det lyder som en fortærsket floskel, men det er ikke bare en metafor. I det øjeblik man er i sjælen vælger man sig selv – siger fuldstændig ja til sit væsen og så træder sjælen frem. Den er glæde, den er kærlighed den er BEVIDST VÆREN I SIG SELV.
Dette leder hen til den første læresætning jeg skrev ovenfor. Bevidst væren i sig selv kræver en fuldstændig aksept og kærlighed til sig selv. At elske sig selv er at elske verden. At elske verden er at elske sig selv! Når vi elsker en anden, træder vores sjæl frem og kalder på den andens sjæl. Sjælen er kærlighed når vi træder ind i den og er os selv.

Jeg fik billeder af en ged jeg havde kælet for tidligere på dagen på vej til købmanden. Den var kommet hen til mig ved hegnet, og var overraskende kælen. Jeg havde sat mig ned og nusset den på hovedet og halsen i et stykke tid, og imens oplevede jeg den samme kærlighed som jeg havde følt til dyr da jeg var barn. Jeg tænkte at der åbenbart var mening med at jeg havde haft den oplevelse tidligere på dagen, for at indprinte mig hvordan sjælen er: fyldt med kærlighed og kæl. Det er den inderste natur i alle levende væsener. Når de er i kærlighed træder deres sjæl frem og de er bevidsthed.

Jeg oplevede at jeg kunne arbejde bevidst med ketamin. Den kom i bølger ligesom et svampetrip. Da jeg på et tidspunkt var blevet nød til at sætte mig op og rode med musikken, var det svært at ryge lige så dybt i trippet bagefter. Dog kom det overraskende igen, da jeg arbejdede lidt på at åbne op.

Jeg fik også en klar oplevelse af at være i kontakt med rumvæsener. Der var et rumvæsen-tema i visionerne og jeg så flere former jeg og folkene fra rummet kunne antage. Jeg tænkte kærligt på X (en veninde) og følte at hun måtte være stedkendt med dette space. Hun har tit fortalt mig at Ketamin er her på jorden for at vi kan lærer at komme i kontakt med livsformer på andre planeter, og I dette øjeblik forstod jeg hvad hun mente. Der var noget graciøst over energien og den måde jeg så mig selv på. Dog måtte jeg lige gøre mig lidt menneskelig af og til, for at føle mig lækker. Hvis jeg førte en hånd henover min krop, kunne det godt føles som om jeg rørte ved et indsekt. Jeg følte mig tynd og benet, og jeg kunne mærke sener og knogler igennem huden. Bevidst væren i mig selv, genfødte mig som menneske.

Ketamineffekten dalede lidt, og jeg opdagede at der sad flere krystaller i næse-renden. Jeg pillede næse og åd dem, samtidig med at jeg tog et par sug af vapourizeren. Det fik mig til at ryge ud i trippet igen.

Efter et par timer klokken 03:30 gik jeg tur. Det var en overvindelse, for jeg var stadig meget påvirket.
Imens mediterede jeg på at være bevidst i mig selv. Jeg fik frygtelig meget kvalme, men kunne standse kvalmen ved at gå ind i balance og den følelse som var kvalmen. Så samlede den sig i et center i mig, og jeg fik det atter godt. Det gik op for mig at kvalmen var en slags skole som lærte mig at holde mig i bevidsthed.

Efter 8 timers søvn vågnede jeg og havde det ret godt. Jeg følte en dejlig ro og fik udrettet en del i løbet af dagen. Følelsen af ro blev ved i de efterfølgende dage, og de erkendelser jeg havde haft på Ketamintrippet blev ved med at give mening.

Min konklusion er at ketamin ikke bare kan bruges som et antidepressiv. Det hjælper opmærksomheden til at få indsigt om sin egen natur, og det kan inducerer ægte erkendelser, som kan transformerer ugunstige sindstilstande.



Til toppen





Tanker om angst og ego-død

Skrevet den 14.10.17



Nedenstående tekst er egentlig noget jeg skrev på psychedelia.dk for en del år tilbage (i 2003). Der er mange som har kontaktet mig siden, og fortalt at det jeg skrev dengang, havde haft stor betydning for dem i deres senere måde at håndtere angst på.

Jeg kom til at tænke på teksten igen, og på hvad hele denne overgivelse til angsten har haft af betydet for mig gennem mit liv. Nu da jeg har inviteret jer med til Samhain - mysterierejsen jeg holder den 4. november, kræver det måske en større forklaring:
Det at rejse til Helvede, at overgive sig til (ego-)døden, og se sine værste dæmoner i øjnene, er (måske) den eneste vej ud af angst på. Man kan lave mange afledningsmetoder som giver opmærksomheden en kort pause.. men hvis der stadig er noget som "truer" i dybet, er der ingen anden udvej end at gå igennem det. Sandheden er, at det du føler den største rædsel for, er tabet af dig selv. Det er din død, din tyngde og den direkte vej til din sjæl. Der findes ingen ondskab - kun undertvungne følelser, der stræber mod at blive bevidstgjort og rummet af dig: bevidstheden. At rejse hjem mod altings overgivelse, er at vende tilbage til Selvet.

Angående teksten fra 2003 har jeg nogle tilføjelser. Jeg har haft nogle efterfølgende erkendelser om hvad grunden var til mine såkaldte "badtrips". De "elektriske mønstre" jeg så, var visioner jeg var bange for og som jeg skammede mig over. Min modstand og angst for at se dem, manede dem frem, så det blev et kredsløb der løb løbsk i mig. Dette kredsløb mindede meget om min reaktion tilbage i folkeskolen, hvor jeg i perioder blev mobbet. Når jeg var bange for at det ville ske, så skete det netop. Derfor fik jeg en følelse af skam, fordi jeg tog det på mig selv.

Her er teksten:

Angst (en tekst fra psychedelia.dk)
Den gang jeg var 16-17 år, tog jeg en del LSD trip, og endte med at få et par bad-trips. På trippene oplevede jeg at blive "bestrålet" med elektriske mønstre der gik gennem mig og jeg følte den vildeste angst. Angsten blev i mig efter trippet, og i de efterfølgende år, troede jeg, at jeg var den eneste i verden der havde det sådan. Den var der altid (angsten) et sted bagved min opmærksomhed, og når den så sit snit til det, spejlede den sig ud i min bevidsthed, i et kabinet at spejle og dannede paranoide forestillinger. Når jeg havde ”aflivet” et spejl af angsten, blev den bare skiftet ud med et nyt, som jeg så kunne kæmpe med et stykke tid. Det værste var nætterne hvor jeg havde angst for ikke at kunne sove. Det blev til angsten for angst. Efter års kamp blev jeg klar over, at forestillingerne blot var forvrængede spejlbilleder af en kærne af knugende angst, som strålede op i min bevidsthed (fra solar plexus). Når alle forestillingerne var nedkæmpet, når alle spejle var knust, var der bare den rene følelse tilbage: Angsten. En udefinerbar følelse af gru og altings undergang. At havne i sit eget personlige helvede. Selvom min logik syntes det var vanvittigt, var følelsen der stadigvæk. Jeg var rædselsslagen for, om jeg var blevet sindssyg og turde ikke fortælle nogen noget, i frygt for at jeg ville blive spærret inde og fyldt med medicin.

Men så en dag vendte det, da jeg så kritisk på min egen reaktion på angsten. Jeg flygtede jo altid fra den. Hvad om jeg søgte den i stedet? Hvad om det var mig der jagede den? Jeg så min bevidsthed i et helt nyt lys. I nysgerrighedens lys. Jeg startede de efterfølgende nætter med at tænke på de værste tvangstanker jeg havde og akseptere deres løfte om at alting ville gå galt. Før i tiden søgte jeg altid at løse dem som problemer, men nu nøjedes jeg ganske enkelt med blot at akseptere dem som en del af mig selv og sørge over den gru de vakte. Et indre skrig rejste sig i mig og med det, al den kraft jeg havde nægtet at tage imod i så lang tid; den kraft der var bundet til angsten (og det var efterhånden det meste af min bevidsthed!). Samtidig med at jeg gjorde mig til et´ med angsten, som var blevet til en sort kugle i mit indre, opløstes den som smeltende energi, der løb ud i min krop og omkring mig. Det var på en sær måde, som om jeg endelig var kommet hjem. Det, at overgive sig og ikke længere flygte fra sig selv. Det var fantastisk. Den nat sov jeg som et barn. Kampen var aflyst: Jeg havde overgivet mig.

I dag er angsten på en måde min bedste ven, idet den, når den kommer, minder mig om, at jeg ikke er i kontakt med mig selv. At jeg svæver fortravlet et stykke over mig selv, og at det er på tide atter at dykker ned og lade mig ”dø”.

Jeg tror, vi lærer at føle angst for angsten, fordi det er så tabubelagt i vores samfund. Det er ikke i orden at dykke ned i Helvede-visioner uden at gøre modstand. Det er ikke i orden at være deprimeret og paranoid. Derfor sygeliggører vi det. Men måske består det sygelige i, at vi tager afstand fra angsten, som om den var en kræftbyld, der skal skæres ud af os, i stedet for at se, at den er skabt af vores egen bevidsthed, og at denne naturligvis har et formål med det. Hele vores samfund er så fokuseret på at alting skal være hvidt og positivt, og man skal være velfungerende, have overblik over sine følelser og tjek på sit liv, og derfor bliver vi til stadighed ved med at putte alle de irrationelle følelser og tanker ned i en sort box, som vi så håber på vil forsvinde af sig selv. Men det gør den ikke. For hver gang vi putter noget ned i den, smider vi noget af os selv væk, og til sidst har den vokset sig så stor, og os selv så tilsvarende lille, at angsten er overvældene. Bliver vi på dette tidspunkt stadig ved med at fornægte ”den sorte box” vil vores helbred svækkes og sygdomme kan intræde. I de år jeg kæmpede efter mit dårlige trip, var jeg meget ofte syg, eller følte mig svækket. I dag er det indlysende, da jeg jo kæmpede imod halvdelen af min bevidsthed.

Vi mennesker rummer både Himmel og Helvede, Yin og Yang, Lys og mørke, skabende - og opløsnende energier. Det er vigtigt at vi giver plads til det hele. I vores samfund, som er påvirket af kristne idealer, favoriseres Himlen, lyset og de skabende kræfter. Det betyder, at vi ofte føler skam og skyld når vi alligevel dykker ned i den sorte side af livet. Det er ikke i orden at hulke (endsige at skrige!) og det bestemt heller ikke i orden at overgive sig til sine indre dæmoner og gladelig lade dem sønderrive sig! Men selv angsten for om man er blevet sindssyg, eller om at ens sjæl er fortabt kan opløses ved at man slet og ret går ind i den og akseptere den som en (angst-) følelse, der skal sørges igennem, uden at man forsøger at løse problemet og forsvare sig selv mod tankerne. Netop det, med at forsvarer sig imod tankerne, er jo allerede en afledningsmanøvre som viser at man prøver at komme af med angsten. Så er man tilbage til det sted, hvor man putter ting i den sorte box og spillet kan fortsætte i det uendelige.

På den måde er jeg på sælsomvis blevet Helvedes fortaler. Dykker vi ikke ned og åbner den sorte box, bliver livet grotesk.

Uddrag af musik fra playlisten til Samhain:




Til toppen





Hvad der følger af Bevidsthedsudvidelse.. Tanker for det nye år

Skrevet den 11.01.18



Bevidstheden er ved at vågne på jorden, og jeg har på fornemmelsen at endnu flere vil bryde gennem slørene i år. Det er svært at se den verden man virkelig lever i, uden at føle en eller anden grad af ubehag og rette skyld og skam mod andre eller sig selv. De udfordringer som trænger sig på idag, sætter spørgsmålstegn til alles livsførelse - fordi de fleste af nutidens civilisationer hviler på en eller anden grad af udnyttelse af andre folkeslag eller lavere sociale grupper, salg af våben til krige og udpinelse jorden. Hvordan finder vi en måde at dreje skuden? Det er grunden til at så mange holder sig fra at ”tænke tanker til ende”, og i stedet bare arbejde videre derudaf med skyklapper.

Med bevidsthedsudvidelse følger, at man mærker hvordan man virkelig har det, og det er sjældent bare lutter lagkage. Derfor er depression meget mere udbredt idag, end det var før. Når vi mærker ind i os selv, mærker vi samtidig helt ind i menneskesjælen (og den specielle del af menneske-sjælen som er ens personlige sjæl), og her finder vi et misforhold mellem den indre natur og den måde vi lever på. Den indre og ydre natur er i en holistisk verdensforståelse det samme. Den måde vi behandler den ydre natur på, afspejles i måden vi behandler den indre på, og vice versa. Derfor hænger vi alle – i en eller anden grad – på dette misforhold mellem menneske og natur, samt ubehaget ved at mærke det, og ingen af os kan ændre på det alene. Det er frustrerende, men også en gåde for os at løse!

Jeg tror personligt at en stor del af vejen er at favne hvad vi ser, uden at flygte fra ubehaget, men netop oplyse det mere og mere med bevidsthed. Verden er fuld af fup og mørkelægning, men bevidsthed oplyser disse mørke kroge og transformerer dem. Derfor kan vi alle bidrage til oplysning ved at gå på rejse i vores personlige sjæl/psyke med vores individuelle opmærksomheder. For hver gang vi trodser ubehaget og bliver ved os selv og hvad vi mærker - hver gang øger vi den kollektive bevidsthed.

Mine rejser: Cannabismeditationen, Sjælefremkaldelsen og Mysterierejsen er alle rejser hvor der fokuseres på at transformere det der er mørkelagt, og bringe det frem i lyset og den transformerende bevidsthed som DU er. Du kan heale det i dig som er mørkelagt og som ligger indkapslet i spændinger, fysiske skavanker og ubehag, ved at trænge ind i det med din bevidsthed. Mantraér som: Jeg forlader ikke mig selv/smerten, eller jeg bliver ved min følelse denne gang, kan få dig til at bryde igennem indkapslingen, og dermed sammenføjer du det afskårne sjælemateriale med dit Selv. At transformere er at bringe det delte tilbage til helheden.



Til toppen