Den tredie Mysterierejse: ~ Imbolg ~ Tilblivelsen ~


Under den frosne jord,
bag barken og dybt inde i træernes knopper,
svulmer drømmen om det kommende års kraft og saft.
I det tiltagende lys, vækkes livet af sin slumren
og strækker sig langsomt mod solen


Lørdag den 2. februar 2019 holder jeg atter Mysterierejse. Hvor det bliver er endnu ikke helt bestemt, men det vil blive annonceret inden for få dage.

Temaet for Imbolg - tilblivelsen er: Det spirende liv i dets fosterstadie.

I gamle dage, før kristendommen tog sit indtog i Nordeuropa var Kyndelmisse, eller Imbolg som den kaldes på keltisk, en fest for begyndelsen. Det var tiden lige før fårene skulle lemme, og navnet ”Imbolg” betyder da også ”i maven”.

Sollyset omkring Imbolg er stærkt tiltagende, og dagene ændrer sig mærkbart. Vi går ind i den lyse del af vinteren og farven ændrer sig fra midnatsblå til tyrkis. Under isen fornemmer vi det grønne, som skinner igennem, og danner et mintgrønt skær. Fotosyntesen er allerede i gang under isen.


Lidt mytologisk baggrund for Imbolg
I mange år har jeg fulgt årets hjul og brugt Wiccaernes historie om Guden (den hornede) og Gudinden og deres arketype-dans til at forstå energiernes kredsløb og bevidsthedens økologi. Historiens rødder fortaber sig baglæns ud af tiden, hvor kulturens religiøse lag skraldes af, og tilbage står kun den rå natur i sin ærefrygt-indgydende og ikke-menneskelige form. Men jeg synes energidansen er så godt beskrevet af Wiccaerne, at den fortjener vores opmærksomhed:
Den Keltiske trefoldige Gudinde (som en parallel til den trefoldige gudinde i hinduismen, Shakti/Parvarti/Kali) står i sin tidlige forårsskikkelse som Bruden (Hendes navn er Bride/Bridit/Brigit på Keltisk) der forbereder sit snarlige bryllup med Guden. Hans navn er Groom – Gommen, og han er det tiltagende sollys og den stigende livskraft i det slumrende liv over og under jorden. Hun børster vinterens efterladenskaber væk med sin kost, og gør således klar til lyset og forårets komme. Gør klar til sit forestående bryllup, mens hun drømmer og lægger planer for fremtiden.

Historien om Bride og Groom er også historien om Jorden og Solen som de står over for hinanden på denne tid, på disse bredegrader. Eller vi kan se dem som Ånden og Sjælen (Animus og Anima) der mødes i vores egne kroppe, og forenes i det "alkymiske bryllup". Denne historie går fint i hånd med oplevelsen af at være et foster i maven. Bevidsthed i fosteret opstår nemlig først når ånd og sjæl er forenet.

Min egen oplevelse med Imbolg i 2014
I sidste ende gælder kun ens egen oplevelse af trippet. For nogle år siden da jeg holdt Imbolg, begynte mit svampe-trip med at jeg følte stærk emotionel smerte over verden og den tilstand som mennesket havde bragt den i. Det var i tiden lige efter at Dong Energy var blevet opkøbt af Goldman Sachs, og pludselig begyndte en kollektiv lavine af sorg at stige op i mig! Gråd sprang ud af mine øjne, og jeg nåede lige at tænke: ok, hvis jeg først begynder at græde over Goldman Sachs, hvordan skal jeg så nogensinde holde op igen? Der er jo uendelig mange andre forbrydelser at græde over! Og så gik det op for mig, at nogen burde give sig lov til at græde over det, istedet for at se den anden vej og vælge ignorancen. Nogen burde tage den kollektive bevidsthed på sine skuldrer og mærke naturens skrig inde i menneske-kroppen.
Så jeg krøp helt ind i sorgen og den nonverbale gråd og endte med at havne i en "livmoder" hvor jeg bestemt ikke havde lyst til at komme ud. Mit eneste sprog var babygråd der steg op fra et dybt sted inde maven, og den forenede mig med min sande sjæl. Ved gråden blev jeg et med min kilde og følte både sorg og en sær form for velvære ved at være ærlig med mig selv. Sådan har jeg det! Sådan føler min sande sjæl! Og således fuldstændig skrældet af for psykisk selv-forsvar, lå jeg i fosterstilling med benene trukket ind under mig og hovedet bøjet nedad mod madrassen og det indre rum som min sammenfoldede krop lavede. Som jeg lå der mærkede jeg at jeg var omsluttet af en skald. Jeg havde med vilje lukket mig inde i et rum, hvor min krop lå foldet om sig selv, så intet kunne trænge ind. Nogengange blev dette "rum" dog til en støvsuger istedet for den livmoder jeg fornemmede det var. Men jeg tilskriver det drømme-dag-rester, som det kan ske i drømme, da jeg havde støvsuget en del på det sidste i min korte tid som hjemmehjælper.
Men det var ok om det var en livmoder eller en støvsuger.. Ingen skulle få mig ud derfra før jeg selv ville!
En af mine venner rakte på et tidspunkt en trøstende hånd frem, men jeg kunne mærke at jeg slet ikke ønskede kontakt fra andre. Det at blive trøstet er ofte noget som standser gråden, fordi man automatisk belønner trøsteren med, at holde op med at græde. Men jeg ville ikke holde op med at græde, for det ville betyde at jeg skulle slippe min kontakt med kilden og komme ud i den verden han var i! Så jeg skubbede hans hånd væk med et enkelt ord: "Nej!" Og blev i min gråd og min livmoder/støvsuger. Tilsidst ebbede gråden dog ud af sig selv og min krop begyndte lige så stille åbne sig. Jeg rullede hen til min kæreste som lå i nærheden, og puttede mig ind i hans favn. I mine følelser var jeg et meget lille barn og han var min far. Det var ekstremt trygt og kærlighedsfuldt.
I denne oplevelse lå også en prænatal transformation, fordi min oprindelige fødsel blev forceret. Min mor gik 14 dage over tid, og lægerne gav hende derfor medicin til at fremprovokere fødslen. Jeg har fået at vide, at jeg trak mig tilbage efter at mit hovede var kommet halvvejs ud - noget som ellers ikke skulle kunne lade sig gøre - men jeg trak mig tilbage i livmoderen. Anden gang hun fik presset mit hovede ud, blev jeg hevet ud i verden, og jeg har altid haft en følelse af, at det var alt for tidligt. På dette trip fik jeg selv lov til at styre hastigheden, og det gjorde mig godt.

Skriv eller ring til mig for at tilmelde dig og høre om pris.



Tilbage til oversigt over mysterierejserne